20. sep. 2012

Solsorte-spreder


Jeg er lige blevet færdig med en gang langtrukket research til en artikel, og det har ledt mig ud i snakke med alle mulige sociologer, antropologer, psykologer og kuriose mennesker. Nu er det endelig faldet på plads, og jeg har både en ekspert og en interviewperson.
(Og det er ikke for at være smart og hemmelig, at jeg ikke skriver mere, men jeg er jo anonym her, og det skal jeg helst blive ved med at være, for ellers er fanden løs.)
Min research har fået mig til at tænke over flere ting.
F.eks, hvor søde mennesker er. Jeg ringede til en tilfældig fremgooglet livsstilekspert, der ledte mig videre til en, der ledte mig videre til den perfekte interviewperson. Så ringede jeg til en sociolog, jeg engang var i mødregruppe med, der ikke lige kunne være min ekspert, men hun kunne lede mig videre til den og den.
Jeg brækker mig normalt, når folk kigger belærende på mig og siger, at mit netværk er overORDENTLIGT vigtigt, og jeg skal skrive mails til dem hele tiden og have et kort over dem bag ved døren i mit soveværelse.
Men når man bliver indfanget i netværket, og det hele rutcher derud af, så er det sjovt. Rigtig sjovt.
Det andet, jeg kom til at tænke på er det der, man siger med, at der er en samler og en spreder i hvert forhold, og jeg tænker egentlig mest på spredte ben, men ved jo godt, hvad der menes, og ved også, hvad jeg er. Jeg er sprederen. Jeg vil helst smide ud. Men det er jeg for doven til.
Undtagen åbenbart, når det er ved at være efterår.
De sidste par dage er jeg begyndt at opføre mig som en fed lille solsortekælling, der vimser rundt for at finde de helt rigtige grene til reden, og jeg synes vores lejlighed er barnlig. Jeg smider tøj ud og overvejer voksne, plisserede lamper og stillebens. Et hjem uden stakke og bunker overalt.
Jeg går endda og ønsker mig et tapet med fine tegninger af sommerfugle, som jeg så i Sverige. Til vores toilet. (Ikke selve wc-et, jo.  Men væggene. Så doof er jeg heller ikke.)
Det er i perioder som disse, jeg også er så utrolig grundig og voksen med karkluden.
Det gør mig lidt utryg.
På den anden side må jeg hellere bare lade mig være.
Whatever works.
Og det der sommerfulgetapet er altså virkelig, virkelig fint, og nu basker jeg ud og leder videre efter det. 

5 kommentarer:

  1. Jeg læste dette indlæg netop som jeg havde sorteret i to (udaf omkring 15) bunker med vigtige og særdeles ligegyldige papirer i en pærevælling.
    Da jeg var barn lå der aldrig sådan nogle bunker nogen steder! Fuck, jeg bliver aldrig så voksen som min mor!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mine forældre har en kasse. EN KASSE i kælderen til rod. Resten af deres hjem er MEGET ordentligt. Sådan har det altid været.Jeg var familiens sorte oprydnings-får. Måske mest med vilje. Det jeg ikke forstår, er at det falder nogle mennesker naturligt at lægge tingene på plads? Det gør jeg KUN, når jeg tømmer opvaskemaskine.Og når jeg SKAL.

      Slet
    2. Det mærkelige er, at jeg egentlig er ret god til at rydde op... Altså alle andre ting end de der satans papirer kommer faktisk meget godt på plads, men bunkerne af papirer hober sig op... Så mange breve får vi sguda heller ikke?!

      Slet
  2. Gå aldrig ned af dén vej uden at have et fint, brunt billede af et grædende barn stående. Helst i skifteramme med aluminiumslister og en bred, hvid bræmme omkring. Betragt det som redecorator-anfaldets svar på en spand med vand henne i hjørnet, når du absolut *skal* have levende lys på juletræet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh shit. Det må jeg anskaffe. Til skræk og advarsel for alle.

      Slet