14. sep. 2012

Truuut truuuut

Jeg var ude at pløkke med geværer i går. Med arbejdet. Det var jeg lidet god til. En mand, der hed Jan, prøvede ellers ihærdigt at lære mig at skyde de der orange underkopper, som de kalder duer. Jeg havde ellers forestillet mig, at de faktisk lignede duer. Af ler. Allerede der blev jeg lidt småskuffet. Hvordan kan jeg oparbejde aggression og dræbertrang ved en skrigorange ler-frisbee?
 Jeg siger skyd, når du skal skyde, sagde Jan. Okay, sagde jeg og pløkkede uden eftertanke, så snart jeg så den orange ting. Jan blev lidt skuffet. Men jeg ramte da et par gange. Uden adrenalinsus. Gid det havde været papfigurer af mennesker, jeg ikke kan lide. I fuld størrelse. Så skulle I se mig pløkke wambam.
Senere tog vi på Namnam på Vesterbrogade. Der blev jeg til gengæld blæst omkuld. Det var fabelagtigt.
Med lidt for meget vin i årene trissede jeg hjem gennem lille Vesterbro, der præsterede torsdagsvejr uden skyer, og det var jeg lidt loren ved.
For vi er inviteret til fredags-grill-fest i børnehaven. Fra 16-20. Fire timer. En fredag. Med tømmermænd.
Den selviske side af mig håbede på en røvfuld regn.
Jeg krydsede ligefrem fingre.
Tidligere fik jeg en sms fra B, der gjorde mig både lettet og lidt bange:
"Festen er aflyst. Jeg har lovet lille M en fest derhjemme, så jeg køber balloner og serpentiner."
Nu krydser jeg fingre for, at han ikke køber de der trutte-nogen.
Jeg bliver i så fald en utrolig slatten og trist trutter.
Heldigvis elsker hun at danse kinddans.


1 kommentar:

  1. Hellere bordbomber med nøgne damer en trut trutterne! Og jeg er ikke meget for nøgne kvinder ;-)

    SvarSlet