9. okt. 2012

Det er sgu da kun mig, der må grine og gøre nar

Gu’ fanden kan de der børn mase én hårdt op mod kolde, klamme betonvægge sommetider. Med deres evindelige krav, skrigeri og generel udflipning. Jeg kan svede af hidsighed og få lyst til at storme ud af lejligheden og bare lige sidde to minutter for mig selv og rokke frem og tilbage nede på trappestenen.
Men allermest er de underholdende.

Man har f.eks ofte adgang til sekvenser, der er sjovere end de sjoveste youtube-videoer, og så kan man oven i købet filme det og se det igen og igen. Som dengang, hvor J stod og spillede smart og smed agurkeskiver på lille M og råbte ’hun har agurkepatter, hun har agurkepatter’ helt vildt højt og så BANG, faldt han ned og slog panden i bordet. Han gik fra HAHAHA til WAAAAAH på under et splitsekund. Åhh, hvor har jeg tisset i bukserne af grin mange gange.

Eller den anden dag, da de to freaks legede inde på værelset og så kiggede jeg derind. Der sad J med en gammel, brun DSB-kasket og ninja-jakke og spillede guitar på en ødelagt violin, mens lille M var iklædt flamingokjole og stod og puttede plastikdimser ned i et stort hul, hun havde lavet midt i en tromme.
Da de sagde ’Vi har lavet et band’ måtte jeg le.
De lignede retarderede sigøjnere.

Men det er også som om, bøtten er ved at vende. Som om J er begyndt at grine lidt for meget af mig og sætte mig på plads. Hvad fanden er meningen? I går flippede han ud over noget stearin, han havde dryppet, og det gik i stykker, og så væltede verden ned over ham. Jeg forsøgte med den pædagogiske og helt rolige stemme:
”Verden går altså ikke i stykker for det, du finder en løsning. Lige meget, hvilket problem du har, så findes der altid en løsning. Altid.”
Så var det, han tænkte lidt og svarede:
”Der findes da ikke en løsning på døden.”
(...)
Senere fandt vi lus i hans hår, og klokken var mange, og jeg gik lidt i selvsving og hønsering, og så stod han der med sine halvt udvoksede fortænder og helt opspilede øjne og råbte:
”Katastrofe, katastrofe!” og B fnes, og jeg blev flov.
Han får aldrig, aldrig en telefon, så han kan filme mig.
Til gengæld har jeg mere end nok videomateriale til at vise frem, den dag han helt forelsket kommer hjem med en eller anden dulle, der er pænere end mig.
MUHAHAHAHAHA.

3 kommentarer:

  1. Du er så vidunderligt ond!
    Elsker det!

    SvarSlet
  2. Nu du siger det, er jeg måske nok lidt ond. Selvom jeg kun griner af dem i det skjulte, skynder jeg mig at sige, så jeg ikke bliver snuppet af kommune skråstreg børneværn.

    SvarSlet
  3. Jeg kommenterer ellers aldrig, men det her indlæg er SJOVT! Jeg grinede højt for mig selv, og priste mig lykkelig over at jeg ikke bor sammen med én, der kunne optage mine grynt foran computeren til senere brug (nogengange kan jeg godt komme til at grynte lidt, når jeg griner.. Ahem)

    SvarSlet