23. okt. 2012

Mit livs Dorthe

Jeg boede i Knebel på Mols. Mine forældre blev kaldt velourindianerne og gik rundt i træsko og hjemmesyet velourjoggingtøj, og vi boede i et ulækkert nedlagt landbrugshus sammen med deres veninde Rigmor. Om eftermiddagen legede jeg avisbud ved at cykle rundt på gårdspladsen og kaste imaginære aviser ind i alle de tomme landbrugsrum. I weekenderne kom nogle piger forbi med deres pony og vogn, og så fik man måske en tur rundt i byen, hvis man var heldig. Jeg stod i hvert fald altid klar i mine beigefarvede strømpebukser, som var det, der mindede mest om ridebukser.

Så var det, vi skulle flytte.
Fordi min far blev nødt til at komme lidt væk fra Århus Universitet for at få fingre i et af de akademikerjobs, der heller ikke dengang hang på træerne.
Det blev Sønderborg.
Fordi min farmor boede der, og hun var lige blevet enke.
Nærmere bestemt Ulkebøl.
I en betonblok og nu med to arbejdsløse forældre.

Jeg kan stadig huske den første dag, jeg var der.
Jeg gik ned foran blokken.
Jeg havde meget vide velourjoggingbukser med lilla og pink striber.
Og røde træsko.
Jeg sjippede lidt afsides og genert.
Så var det Dorthe kom hen til mig. Hun ville gerne lege, og hun skulle i hvert fald nok lære mig at snakke sønderjysk, hvis det var det.
Senere kom vi i klasse sammen.
Tit gik jeg med hende hjem efter skole. Man måtte få Nesquick der, og hun måtte få Barbie og My Little Pony. Man måtte også se tysk tv. Den gik ikke hjemme hos velourindianerne. Der kunne man jo lege med ølkasser af træ og huller med sten. Eller læse en bog.
Dorthe kunne desuden tegne som en voksen i en alder af syv, så vi lavede tegneserier om Else, mens vi var ved at tisse i bukserne af grin.
Hun var min beton-blok-kammesjuk.
Dag og nat.

Senere drak vi Mikado hjemme hos hende, og hun havde sådan en lille peanutautomat.
Vi tog i Klubben og Rottehullet. Hun var den seje.
Jeg kan stadig huske min Rottehulsdebut. Jeg tog hjem og skiftede tøj, fordi jeg opdagede et stort sår på mit knæ lige under kanten på min stonewashed cowboynederdel.
Dorthe var mere rå. Hun hørte Depeche Mode og The Cure, og så begyndte jeg også, og vi købte ens t-shirts i London med øjnene smurt ind i alt for meget sort eyeliner.

Siden kom nogle år, hvor vi ikke snakkede så meget.
Så boede vi pludselig i nærheden af hinanden i København og fik barn samtidig.
Og selvom vi var travle og voksenblabla, så var det altid en fin fornemmelse, at jeg vidste, hun boede lige om hjørnet, og det mærkede jeg for alvor, da hun sagde, at hun flyttede tilbage til Sønderborg.
Det er ikke et stort ryk, det er bare en rød tråd i mit liv, der flytter sig lidt geografisk. Jeg ved, at hun altid er der på en eller anden måde. Og hun er så fin.
Jeg beundrer hende for hendes mod, og jeg ved, at hvis hun læser det her, vil hun sige, ej, okay Maria, skal vi nu ikke lige slappe lidt af, for alt det der lyserøde blæver, kan man godt stikke skråt op for hendes skyld, og det elsker jeg også. Men hun ER sej.
Hun søgte ind på Københavns Kunstakademi flere gange, forgæves, men så kom hun ind i Firenze.
Lige nu sidder hun måske og maler fine billeder på sit stuegulv, indtil Sønderborg tager sig sammen og tilbyder hende et atelier.
Hun fik den farligste udgave af brystkræft, da hun var gravid med sit andet barn og fik fjernet bryst og barn og lymfekirtler, og alligevel så hun hele tiden så stærk og strålende ud, og jeg følte mig stadig som den følsomme, den der nærmest havde sværest ved at takle det.
Hun mistede sit lange, smukke røde hår, mens hun kæmpede sig gennem kemo og stråler og endte med at forære et stort og fint maleri til kræftafdelingen på Riget.

Og nu er hun altså flyttet tilbage til vores rødder. Hun bor endda på mine forældres vej. Og jeg håber, det er endnu et tegn til, at hun altid vil være i mit liv. Og fortælle mig sande Dorthe-ting, som at hun lige er begyndt til bueskydning og, at hun overraskende nok er pissegod til det.
Vi skal  i hvert fald til Depeche Mode-koncert til juni (om billetnet vil.)
Med helt vildt meget sort eyeliner om øjnene.

5 kommentarer:

  1. Selvom hun ganske givet er DIN Dorthe, så er det ret så dejligt at vide at den slags Dorther findes.

    SvarSlet
  2. Gid at alle må have en Dorthe i deres liv...for det SKAL man have. Så drejer verden den rigtige vej rundt...

    Jeg har også en Dorthe. Men hun hedder Janni. Og min verden drejer den rigtige vej:-)

    Knus Malene

    SvarSlet
  3. Det er godt skrevet, du. Rigtig fedt at læse. Tak for det vil følge dig... Knus fra Irene

    SvarSlet
  4. Tak for fin og dejlig tekst. Kom lige til at savne mit livs Dorthe, som hedder Karen og bor under en times kørsel væk fra mig. Alligevel er der flere hundrede år siden, jeg har set hende.

    SvarSlet
  5. PS. Er kommet meget i sommerhusområdet "Dejret", ikke så langt fra Knebel. Der er dejligt på de kanter, derude i midten af ingenting :)

    SvarSlet