3. okt. 2012

Rejeost


Så stod min far der i min barndom, helt glad, fordi han skulle have sig en rejeostemad. Den der hvid-beigefarvede, kantede bøtte. Med blåt låg prydet af en enkelt lille lyserød reje. Den kastede altid mine tanker tilbage på Olga. Min dagplejemor. Hun havde perler og legedippedutter i rækkevis af rejeostebøtter.
Jeg ved ikke, om jeg sådan for alvor har smagt den klæge, hvide masse med – hvis man er 'heldig' – spor af reje i.
Til det er den næsten for vammel.
Min første bofælle spiste det på pasta.
Men min mormor. Min mormor var dog den allerværste, når det kommer til rejeost.
Det var første og eneste gang B mødte dette mytiske væsen, denne underlige selvoptagede dame, der lignede en havtaske til forveksling, og som prægede min barndom på en ikke særlig rar måde.
Det var på plejehjemmet.
Hun havde smurt et fad med små toast-hapsere med rejeost. De var lunkne. Jeg vil ikke vide, hvor mange timer i forvejen, hun havde forberedt disse hours d’oeuvres fatale.
Vi blev nødt til at efterlade dybe tandmærker, mens vi smilede og snakkede til den gamle og lidt stakkels dame.
Måneder inden blev hun fundet i sit fedtede hjem, hvor hun var gået i selvsving.
Der var læssevis af hvide toastskiver med rejeost over hele køkkenet.
De talte.
Der var 40 madder.
Og sådan former rejeosten sig som en tynd og gnattet, rød tråd ned gennem mit liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar