2. okt. 2012

Så utrolig langt fra at være cool


Jeg kan huske, da jeg som barn kom gående langs betonblokkene hen mod biblioteket i centeret med min store klods af en walkmann om halsen (!) og kæmpe orange skumgummidutter på ørerne. Jeg hørte måske Kim Larsen. Samantha Fox. Joe Cocker. Dire Straits. Mark Knofler. Og selvom jeg får lidt små-kvalme ved tanken om min lidet lækre børne-musiksmag, genkalder jeg mig tydeligt fornemmelsen af soundtrack.
Det der med lige at gå lidt rankere, lidt mere i takt, lidt mere som på film.
Faktisk var jeg altid med i en film på vej derover.
De sidste par dage er jeg blevet nødt til at gå på arbejde, og det har jeg gjort med Cat Power og The National i ørerne, og jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker at gå i den der boble af musik.
Måske er det netop i den boble, jeg føler mig allermest som mig selv.
Når jeg da ikke lige vipper over i filmskuespillerinden, der går af sted i takt til Chan Marschall eller Matt Berningers sprøde stemme, som altid rammer et blødt og tankefuldt sted inde i mig. Så går jeg der og skæver til mig selv inde i butiksruderne, og jeg så sgu da pisse godt ud med mine nye sorte sko med indbygget kilehæl, som har kostet en bondegård, og vind i håret og takt i fødderne og meget, meget vigtig scene i filmen.
Indtil jeg snublede og blev akut-spyttet tilbage til virkeligheden.
Men den er også okay.
Især, når der er soundtrack til.
Selvom jeg har lidt ondt i røven af at gå så hurtigt.
Og på grund af kilehælen.

2 kommentarer:

  1. Haha, jeg snubler også altid når jeg føler mig allermest cool! Måske er det janteloven der lige ligger en bette fælde ud.

    SvarSlet
  2. Du er til gengæld på alle andre punkter et af de mest cool mennesker jeg kender!

    SvarSlet