19. okt. 2012

Tinas stemme var f.eks stadig virkelig lys

Dorthe og jeg gled ind i vores gamle gænge, og tænk hvor heldig jeg er, at jeg kender hende stadigvæk. Vi drak øl hos mine forældre og fnes og tog dåseøl og sugerør med ind på bagsædet, og min mor blev stille på den gamle hvor-er-de-fjollede-måde, da hun kørte os ud til Ulkebøl, og det gippede i mig. Jeg har ikke været der siden dengang. Udenfor hallen stod nogle mænd og røg, og jeg anede ikke, hvem de var, og jeg tænkte, det her bliver kedeligt. Men klassens Sankt Bernhard-hunde var stadig runde og rare, og trillingerne var stadig umulige at vælte af pinden, og Rikke havde stadig den der underlige smasken med læberne, når hun fortalte særligt underholdende ting, og Dorit havde til gengæld giftet sig med en neger. Lone var stadig afbalanceret som få, Pia lignede sig selv. Kim var blevet højere og tyndere. Jimmy var blevet slank. Christina var direkte lækker.

Om mig ville de nok sige, at jeg vejede dobbelt så meget, thi jeg var en lille, tynd gren dengang, men til gengæld var jeg stadig dumsmart. Jeg præsenterede mig på ægte klovnevis med ordene: 'Jeg bor på Vesterbro og er prostitueret' og udfordrede senere ham med de længste ben til kapløb i hallen, men det gode var, at det gled over i rundbold. Pigerne mod drengene. Og jeg havde glemt, at jeg gik i skole med nogle virkelig sjove mennesker. Jeg havde også glemt, fortrængt eller ikke skænket en tanke, at nogle af mine nærmeste ikke syntes, det var lige så sjovt at gå i skole som mig. Vi gik rundt på de brune gange på Ulkebøl Skole, og minderne bølgede ind over mig som en mild brise, mens bølgerne var mere kvalmende for andre. Der gerne bare ville ud igen.

Da min mor passerede kirken, gled Dorthe og jeg umærkeligt ned i sædet, for der gik Hans J. Ham, der ellers havde meldt afbud, fordi han skulle i fængsel. Store halskæder, hanekam, solbriller i nakken, han gjorde os alle lidt stumme og sladrende. Som dengang. Jeg hankede op i mig selv ved fadølsanlægget og gav ham hånd. Maria fra C-klassen. Han lyste helt op. Han ville ikke fortælle sin historie midt i præsentationsrunden 'få æ ha dæn længst histooje a dem alle'. Som han sagde. Han fik aldrig rigtig taletid. Bortset fra, at han alligevel endte med at have fortalt os alle lidt. Jeg sad også ved siden af ham på et tidspunkt. Han viste mig billeder af skyer på sin telefon: 'den jæhææ skyj, søjde, dæ jæsus. Og den jæ he, dæ guj, søjde, må a gåt kol da søjde?'
Og så græd han og viste mig sit ar i baghovedet, som han havde fået i en trafikulykke, hvor han mistede sin bedste ven, og siden fortalte han om, at han, hans bror og hans mor fik tæsk hele hans barndom.
Bevares, jeg var lidt fuld.
Men det rørte mig altså virkelig meget - at kyle mig selv tilbage. Jeg blev nærmest lidt hudløs og benovet over på den måde at møde mit gamle jeg i mærkeligt mudrede glimt. Og hans historie var så helt igennem voldsom. Det berørte mig, at en lille dreng med seler nu sad der og havde et underligt liv.
Jeg kom til at tude lidt.
'Du kan ikke være Mother Teresa, Maria, det ville du også altid være dengang', sagde Jan D.
Og så rørte det mig pludselig helt vildt meget, at sidde der ved siden af en mand, jeg ikke har set siden 9., men som rent faktisk kendte mig virkelig godt dengang.

'Guj hulle øøj mæ da, søjde. ELLE - Lucifer hahaha', sagde Hans J. og forsvandt ud i det dunkle stisystem.
Jeg tog i byen - å Kedde totaaal- med Dorthe, Trine, Jan D og Michael fra a-klassen, og kl. fem endte jeg i mine forældres kælder. Hvor jeg sov to timer, før de hev mig op, og vi skulle til Sverige, og jeg lå og prøvede at tæmme flaksende tanker og følelser og min egen stank omme på bagsædet. I seks timer.
Min højre langefinger var tyk og blå.
Aner ikke hvorfor.
Den gør stadig ondt.
Mine tanker er heller ikke holdt op med at flakse.
Det er åbenbart ikke omkostningsfrit at tage tilbage i tiden.
Til gengæld er det både underholdende og tankevækkende.
Og jeg møder gerne op igen om 20 år og spiller dumsmart.


Kl. 05:
Jubilæumsflosset i kanterne


15 kommentarer:

  1. Du skriver på en måde, så jeg ofte føler, at du sidder lige ved siden af mig og fortæller. Jeg tror det er meget sundt at tage en retur billet i tiden engang imellem - jeg er ret sikker på at jeg ville møde op og være nøjagtig lige så dumsmart som du og have lyst til at frelse de skæbner, som ikke har været så heldige som jeg selv....Det er et af dine bedste indlæg til dato (som jeg har læst) - det var fuldstændig som et "kære dagbog moment":-) Godt gået:-)
    Kh. Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Malene. Jeg har stadig ondt i langefingeren og lidt rodet i hovedet. Det gør godt nok indtryk!

      Slet
  2. Det var et rart indlæg. Jeg var der næsten :)

    Men øh... Kedde i Sønderborg hedder da Kedde 4-tal ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eller nu blev jeg helt i tvivl...

      ;)
      Haha... Uanset hvad hedder den vidst noget heeeelt andet idag :P

      Slet
    2. Nå, ja der sker meget. I mit hjerte vil den altid hedde Kedde totaaaal. Jeg bliver nødt til at holde fast i det. For mit absolutte yndlingssted - Misses Kro- var blevet jævnet med jorden! Det gjorde nas! Der har jeg spillet mangen et slag Meyer!

      Slet
  3. Til sådan en omgang reunion går det også op for en, hvor meget man alligevel ved om hinanden og kender hinanden af at have gået op og ned ad hinanden i 10 år i folkeskolen. Også selvom man måske ikke lige var de tætteste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er vildt underligt at sidde ved siden af en, man ikke aner, hvad har lavet de sidste 20 år, men hvis barndom man var vidne til!

      Slet
  4. Hvor er det bare smukt skrevet! Havde det præcis på samme måde efter reunion med min folkeskoleklasse. Bortset fra at jeg måske var en af dem der var ved at blive lidt kvalt i minderne under rundvisningen på skolen... Men hold op - der er ingen der kender en så godt som dem man er vokset op sammen med. Det er lidt uhyggeligt egentlig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er netop lidt uhyggeligt. Mest fordi jeg sjældent tænker på alle de år, og jeg kan godt blive bange for, at jeg har glemt noget vigtigt dernede.....

      Slet
  5. Har altid holdt mig på lang afstand af reunoins, vil faktisk hellere flække en arm på langs end at sidde der og ikke ane hvad jeg skal sige til folk... Jeg krummer tæer ved tanken om hvor akavet jeg foretiller mig det er.

    Og nu har du så alligevel formået at få mig til at overveje at deltage i et sådant arrangement, skulle jeg blive inviteret igen nogensinde.

    Meget, meget fint blogindlæg. Tak, Maria.

    Kh
    Lene K

    SvarSlet
    Svar
    1. Bevares, det var lidt akavet med skraben i fod til at starte med. Og pinlig tavshed. Men jeg havde jo drukket en øl med sugerør i bilen, så jeg var allerede lidt besoffen.......
      Jeg kender mange, der ikke ville drømme om at møde op til reunion. Men jeg elskede virkelig at gå i skole...

      Slet
  6. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan tyde en eneste af ar-mandens sætninger, men jeg synes du er fin, fordi du lader dig påvirke og skubbe og filtre lidt ind i andres følelser, når du møder dem. Du glemmer at rede trådene imellem jer ud på 'det er dit problem' og 'det er mit problem'-måden. I stedet gør du følelserne fælles for alle, der har lyst til at være med. Og ligegyldigt om man har det ad røven til eller vildt godt, så hjælper det jo, når det er i flok.

    Hvis jeg en dag skal til reunion bliver det kun for at vise det snothvalpe, jeg gik i klasse med, at jeg er tusinde gange bedre end dem - og så bliver jeg i øvrigt nødt til at gå tidligt for at vise dem, at jeg skal noget vigtigere. Folkeskole, fy for en skefuld.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha. Nej, det var sgu også kun med nød, næppe og et øje, at jeg forstod ar-manden....
      Somme tider ville det være rart at kunne sætte en mur op, men det har jeg aldrig rigtig været i stand til.

      Fy for en skefuld. Sig til, hvis jeg skal tryne nogle af dem, mens du står og gnækker bag et gadehjørne. Jeg kan være temmelig led, hvis det er nødvendigt....

      Slet
    2. Jeg har ikke lyst til at du skal være led for min skyld. Du kan give en øl og høre på tudefjæshistorier i stedet for. Så kan jeg høre på dine glade minder. Måske kan vi mødes på midten?

      Det med muren. Nogle kan. Andre kan ikke. Jeg tror ikke, vi kan lære det. Men vi kan få det bedste ud af det, når det sker.

      Slet
  7. Kedde to tal, var en bodega i lille Rådhusstræde i 70-80 erne og hed Christian den 2. men kælenavnet var Kedde to tal!

    SvarSlet