23. nov. 2012

Glasskår

Jeg har samlet mange glasskår op i mit liv. Vi køber kun glas til under ti kroner stykket.
B har en svaghed for colaglas.
Dem har vi haft en del af. I flere omgange. Nu har vi ikke flere.
Der er også skår i de fleste af vores tallerkener og kopper. Fordi jeg har så mange kræfter i mine hænder, at der er lidt for meget tyngde bag, når jeg sætter dem tilbage på deres pladser.
Engang blev jeg virkelig sur og ked af det, når det skete, at jeg ødelagde ting.
Nu er jeg lynhurtig og effektiv. Og kun lettevette flov.
Nå, så gik det i stykker, tænker jeg bare. Lynhurtigt finder jeg en avis, putter det hele godt ned under andre ting i skraldespanden. Lige sige højt: Hold op, hvor er der beskidt i køkkenet, så ingen tænker videre over det, når jeg henter støvsugeren.
Så kan nogen pludselig sige en dag:
”Hov, hvor er alle vores glas blevet af?”
”Detvedjegihvertfaldikke,” siger jeg, men alle ved godt, at jeg ved det, og de ved det.
Så tager vi i Ikea og fylder brune papholdere op med udmærkede glas til få kroner.
Engang skrev jeg en novelle om en dame, der var så uendeligt træt af sin mands måde at snakke på. Han kunne kun finde ud af at snakke i talemåder og gik og råbte ”Den enes død, den andens brød” og den slags hele dagen. Så puttede hun glasskår i hans mad, så hans tunge hang i trevler.
Det var en lidt dramatisk og grotesk novelle, der gav et meget rammende billede af Maria 22 år.
Men forleden kom jeg til at tænke på den.
For B købte en sandwich til frokost, og så kunne han ikke forstå, hvad det var, der knasede sådan.
Det var et kæmpestort glasskår.
Det tog han egentlig meget udramatisk.
Og så var det, at det gik op for mig, at man nok i det hele taget bliver mindre dramatisk omkring glasskår med alderen.
Det kan jeg godt lide.

3 kommentarer:

  1. Hold nu op hvor du bare skriver FEDT

    SvarSlet
  2. Du godeste.

    ....

    Det her indlæg virker som det helt rigtige sted at skrive
    TAK! For dit tudsegamle tweet om "en gang storesøster, altid storesøster" Ogsåvidere.

    Simpelthen så præcist ramt at jeg stadig holder vejret hver gang jeg tænker på det.
    Og både min mand og min lillebror forstår præcist hvad vi mener.

    SvarSlet
  3. Da jeg var yngre, smadrede jeg også ret mange glas. Ikke fordi jeg havde mange kræfter, når glassene skulle på plads. Næ nej. I stedet for at "gå op og lægge mig", røg der glas gennem luften. Dumt. Men hurra for Ikea.

    SvarSlet