15/11/2012

Oh My God


Ja, det er ikke så tit, jeg siger de ord. Det er lidt for amerikansk-dramatisk til mit rejekælling-vokabular.
Men i dag gjorde jeg det, og lad mig bare sige, at i lyset af situationens drama var det et passende ordvalg.
Jeg var på vej i Skodaen til et interview i udkanten af alt, og jeg havde ellers lige sunget ekstremt højt med på Nationals Fake Empire.
Du ved, jeg kan godt lide, hvordan min stemme kan blive ekstra hæs, når jeg virkelig synger til.
Og tromme, tromme på rattet.
Så var det jeg kom ud for en trafikal ulykke.
Bevares.
Det var ikke sådan noget med, at jeg lå helt bleg og afkræftet med et tæppe om mig i vejkanten, mens lidt blod løb helt smukt ned af min forslåede kind. Desværre, fristes jeg næsten til at sige, thi det ville have været noget kønnere end det, du nu vil danne dig indre billeder af.

Jeg var vel i nærheden af noget, der hedder Hørve eller Skørbug eller Skøge.
Jeg kom til en afspærring.
Der stod noget i retning af: Spærret for gennemkørsel. Beboerkørsel tilladt.
Jeg gik lidt i panik, for min GPS overtager min i forvejen retarderede stedsans på disse ture, og jeg ved, at den går helt amok og siger, at man skal lave u-vendinger hele tiden, hvis man formaster sig til at vælge en anden rute end den foreskrevne.
Så.
”Jeg er vel også en slags beboer, når jeg skal ca. ned for enden af den vej og besøge nogen,” tænkte jeg og kørte videre med *velkendt beboer-mine*.
Ignorerede lidt de 15 mænd i selvlysende tøj, jeg passerede, og som kiggede meget underligt på mig.
”Jeg er beboer, jeg er beboer, ” messede jeg og kørte slalom mellem cementblokke og smækbuksemænd.
Indtil jeg kom til enden.
Der var sørme en afspærring.
Man kunne IKKE komme videre.
”Wupti, men det går nok, ” tænkte jeg og gik i gang med at bakke.
Med falsk selvsikkerhed plastret hen over mit lidet kække ansigt.

 Mændene stirrede.
”Grin I bare, om lidt er jeg ude herfra,” tænkte jeg og pressede tungen helt ud i kinden og BANG kørte lige direkte ind i en cementblok.
Ud og tjekke bilen og så bakke hen til nogle mænd, der stod og kiggede, og tør så det fjogede smil af.
Jeg stod ud og sagde helt rolige og voksne ting som:
”Undskyld, undskyld, men jeg er totalt på herrens mark, og jeg er en kæmpe spasser, men jeg troede bare lige, at jeg kunne køre igennem, og nu ved jeg bare overhovedet ikke, hvor jeg skal køre hen, jeg beklager virkelig, at jeg er så kæmpe stor en idiot.”
De var flinke.
Talte til mig lidt som om, jeg var et barn, jeg ved virkelig ikke hvorfor.
”Du skal bare køre den og den vej,” sagde de, og jeg nikkede og nikkede, mens jeg panikkede mere og mere inden i, for jeg kan slet ikke finde ud af det, når folk begynder at sige og så til højre og venstre og højre og venstre.

 De tog ligesom over.
Bad mig køre ind et sted og LIGE vente til en ekstremt stor lastbil havde passeret.
Mens jeg sad der og rystede let i al min ydmygelse, så jeg noget mærkeligt i bakspejlet.
En smækbuksemand var i gang med at fotografere min nummerplade med sin telefon.
Jeg stod ud.
”Hvorfor gør du det, hvis jeg har ødelagt noget, skal jeg nok betale for det, du kan da bare sige det til mig!?” prøvede jeg spagt.
”Jo, for lige om lidt bakker du jo ind i den her bil, du har jo lige smadret en cementblok OG HVAD FANDEN I HELVEDE LAVER DU OVERHOVEDET HER?”
Her var det så, at det slog lidt klik for mig.
Det vil jeg gerne indrømme.
”JEG VED SGU DA GODT, AT JEG ER EN KÆMPE SPASSER, ” sagde jeg. Og jeg må med skam meddele, at disse ord var akkompagneret af ydmygelsens tårer og den der grædestemme, børn tit har, der lyder helt vildt latterlig.
Og hvis ikke de var et våben, tårerne,  fungerede de måske mere som et skjold, for han ændrede meget hurtigt stil.
”Nå, nej, du er da ikke en spasser, og der skete jo ikke noget med cementblokken, og hvad med din bil? Skete der noget med den?”
”Det ved jeg ikke snøft, og det er sgu da også mit problem, når DET ER MIG, DER ER EN SPASSER waawaaeaaa.”

 Med disse ærværdige ord satte jeg mig ind i bilen og begyndte at bakke, mens en hel kødklump af skrig-orange mænd kiggede måbende til. Jeg passerede dem uden at se dem i øjnene, mens tårerne trillede ned af mine flove kinder.
Jeg bakkede ikke helt lige, bevares, og jeg var da nok også temmelig tæt på at ramme en bil, men jeg kom ud, lavede lynhurtigt en trepunktsvending og kunne endelig køre væk fra det-floveste-i-mit-liv-åstedet.
Her var det, at jeg brød endnu mere sammen og sagde med dramatisk og grådkvalt stemme:
 ”OH MY GOD. Det var fandme pinligt. OH. MY. GOD.”
Det var lige før, jeg viftede mig for øjnene med strittende fingre på den der hystade-måde.
Siden fór jeg vild og var tilbage ved afspærringen flere gange, før jeg måtte ringe til interviewpersonen og bede om at blive guidet.
Det har i sandhed været en mindeværdig dag.

21 kommentarer:

  1. Hjælper det, hvis jeg fortæller, jeg har formået at lave sidespejlssammenstød med en postbil i dag? Vejen var meget smal, og det var ingens skyld, bare pokkers uheldigt. Min chef blev heldigvis ikke sur. Det gjorde postdamen heller ikke. Godt man har noget firmabil til at lave ulykkerne i!

    /Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Det hjælper på en måde lidt, ja. Tak

      Slet
  2. Åh nej... Vi er andre, der også er spassere. Hjælper det lidt? Kan virkelig heller ikke fatte noget med højre og venstre og stedsansen er fucked. Kvindekliche af de store. Ak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er også det, der irriterer mig. Jeg lever op til alle den slags klichéer. Også den med teknik. I dag var der en supporter, der blev helt stille i røret, da jeg fortalte, at jeg havde slukket min pc midt i opdateringer, fordi jeg ikke gad vente på dem. "Du kan godt selv høre, at det lyder helt forkert ikke?" sagde han. Det værste var, at det kunne jeg ikke!

      Slet
  3. Jeg kan blive væk i en tændstikæske.. Selv en af de store husholdnings-nogen!!
    Jeg kan ikke undvære min Møgkælling (som siger: "Drej til højre". "Jaja din møgkælling, men jeg skal jo ligesom hen til vejen først, ikke??

    Hellere tårer på kinden, end blod!! Til hver en tid!!
    Lotte :O)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja hellere tårer end blod! Jeg kan blive væk på et offentligt toilet. Jeg ender ret så tit i et eller andet rengøringsrum. Somme tider er det utrolig udfordrende at være mig!

      Slet
  4. OMG, er vist det eneste der passer i en sådan situation. Så kan det godt være, at ligestilling mellem kønnene er godt, men når det kommer til bilen, så foretrækker jeg, at min kæreste kører :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jep, det gør jeg også. Han må gerne køre, altid. Men somme tider bliver jeg jo nødt til det og så....... sker der spændende ting.

      Slet
  5. Gud hvor frygteligt. Man gider jo ikke ynkes af mænd i orange veste.

    Folk skulle i det hele taget lade være med at ynke andre i det offentlige rum, de har ingen anelse om hvor pinligt det kan blive for den tilynkede.

    Jeg skulle engang til zumba og det var en overvindelse at møde op. Jeg havde ikke fået printet tilmeldingsbeviset ud. Vidste godt at man skulle have den der skide seddel med, men mit navn stod på hans liste over tilmeldte, så måske kunne jeg tage betalingsbeviset med næste gang? Nej. Magtede ikke rigtig en - nok så lille - afvisning lige dér i mit kiksede træningstøj. Hankede kraftigt op i mig selv og spurgte kontordamen om hun kunne printe den ud for mig? Hun var så sød, omsorgsfuld og beredvillig, at det straks trickede gråd i halsen. Jeg havde virkelig lyst til at flygte, men det ville være tarveligt når hun var igang med at hjælpe mig. Efter 5 lange minutter opgav hun at få maskinen til at virke. Hun kunne tydeligt se på mig at jeg var berørt, så hun tilbød at mægle mellem frisk zumba-instruktør og mig, også som snakkede hun med et barn, og lige der kunne jeg ikke klare mere. Jeg mumlede et eller andet til afsked og gik med tårerne trillende. Så ydmygende, altså. Har aldrig været til zumba ziden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, føj. Det tager lidt tid at skrabe sådan en lammer af sig. Det eneste der hjælper - for mit vedkommende - er at bruge nogle penge. Og fortælle det til rigtig mange,for så bliver historien ligesom mindre og mindre. Ej. Afvisning i træningstøj i et fitnesscenter. Det håber jeg ikke overgår mig. Håber til gengæld ikke, at vejspærringsfadæsen overgår dig.

      Slet
  6. Hold op I er nogle søde læsere. Jeg havde ikke regnet med at få medlidenhed og andres fine ydmygelser på den her. Havde kun regnet med skoggerlatter, fordi jeg opførte mig så helt igennem latterligt.
    PS: Jeg håber næsten, at I også grinede lidt af mig.

    SvarSlet
  7. HAAARH HAAAARH! Jeg griner. Mest fordi jeg lige kan se det for mig, og jeg ved at du selv kan grine af det.

    Ow maj gaaawd! Du er sød.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kunne virkelige ikke grine af det til at starte med. Men da interviewet var i hus, og jeg skulle hjem fik jeg så meget grineflip, at jeg næsten måtte køre ind på en rasteplads. I stedet ringede jeg til min kæreste, der brød sammen i latterbrøl.

      Slet
  8. Nærmer sig dette års griner! Hold da kæft hvor er det sjovt. Sådan set ok om end kikset situation langt hen ad vejen - og så er der så lige krøllen på halen med waah og hiksten, der giver hele twistet. Det er kun så sjovt fordi jeg præcis ved at jeg også ville begynde at hyle skulle jeg havne i en lignende situation.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gid du havde været med. Det havde fandme været sjovt. Plus, at du kunne have filmet det til youtube,

      Slet
  9. Jeg har lige læst historien højt for min mand. Men jeg grinte så meget, at han ikke kunne forstå halvdelen. Og han gik inden jeg nåede at læse helt færdig, for han kan ikke klare når noget bliver for pinligt. Derfor ser han heller aldrig Klovn. Frank Hvams køreretaderede kusine. Det kunne være dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. HAHAHHAHAHAHA! Det værste er, at jeg kan simpelthen heller ikke klare at se Klovn. Jeg dør af sammekrøllet krop, når det bliver pinligt. Så hils din mand og spørge ham, hvordan han så tror, der er at være INDEN i Frank Hvams køreretarderede kusine? Jeg kan jo ikke bare gå, vel?!

      Slet
  10. Signe Sick11/16/2012

    OH MY GOD, Maria! Tak for grin ;o)
    Knus Signe

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, du gamle. Jeg burde tjene mine penge på at være den omvandrende tegneseriefigur, jeg allerede er! Kram

      Slet
  11. Fantastisk. Tak for den oplevelse:-)
    Mette

    SvarSlet
  12. Minikat11/19/2012

    Min stakkels kæreste kørte bilen, men da vi begge er køre-udfordrede damer, hjalp det ikke meget. Vi skulle køre flyttekassevogn om bord på færgen Århus-detderstedpåSjælland. Morgenarrig mand i orange vest vifter og vifter af os, da vi er kommet om bord på båden og det var umuligt at regne ud hvor han ville have os hen. Vi troede han mente 'op af rampen til næste etage' - i sidste øjeblik når jeg at opdage at der er lavt loft på rampen og skriger til kæresten om at bremse. Max 1½ meter fra at skrælle taget af lejet flyttebil... Orangemand råber og vifter og råber noget mere og vi finder en plads på bildækket og sidder så rystende med dødsangst i kroppen og en køretur til KBH tur/retur og endnu en færgetur foran os i flyttevognen som i mit hoved nu var 7 meter høj, 14 meter bred og lavet af glas....Behøver jeg nævne at jeg aldrig (ALDRIG) vil køre en flyttevogn selv. Godt man har en frygtløs kæreste (også selvom hun er lige så stor en klovn som jeg til at køre). Det mest bizarre var dog at den arrige orangemand stadig var på færgen, da vi skulle tilbage ca 12 timer senere og nu var lutter smil og blid som et lam. Det må have været sidste tur for ham!

    SvarSlet