11. nov. 2012

Vinduer


Vi boede på anden sal, og jeg var nøglebarn. Så jeg stod tit med panden mod ruden og kiggede efter min mor. Jeg vidste, hun kom fra højre. Sommetider var det i kedsomhed, jeg ventede. Andre gange i ængstelse. For selvom det var koldt mod panden, og kulden forgrenede sig, arbejdede min fantasi på højtryk, og voldtægt og mord, og mine fingrede pillede ved de små knager til viskestykker lige under ruden som en overdimensioneret version af nervøs neglebidning. 
Det var også med i mine mareridt, vinduet.
Engang så jeg i drømme min mor i den hvide bil, og jeg blev glad, men hun fortsatte alt for langt ind i garagen, og det mørke blod piplede ud og sev ned over dækkene.
Senere, i et andet hus, var det min mor, der stod og ventede på mig, og hendes skuldre sank først, når jeg kom sejlende ind af døren.

Vinduet på mit kontor giver mig udsigt over byens tage, og bredden, tårnenes spir, himlens skift i lys giver mig bølger at sejle væk på, men den får også min fantasi til at bredde et picnictæppe ud, og så lægger hun sig der med armene bag nakken og kigger op i skyerne, og uden hun behøver at løfte en finger, begynder overskrifter, sammenhænge og idéer at drysse ned over hende og mig som i en snekugle.

Derhjemme er køkkenets vindue det bedste. Når det er rent, kan jeg se helt ned på Istedgade. Jeg kan også holde øje med B, for jeg kender hans omrids selv i mørke, og somme tider bliver jeg nødt til at stå op og tage en drink og vente med panden mod ruden, fordi fantasien i mig går amok, og hvordan skal jeg klare mig uden ham. Så ser jeg ham endelig, endelig låse porten op og slingre glad hen mod mig på sin cykel, og jeg føler mig så taknemlig og dum og skynder mig ind i seng, så han ikke opdager, hvor ynkelig jeg er.

Men der er også vinduet i børnenes værelse.
J og jeg holder øje med en helt bestemt mand, som vi kan se fra hans overkøje.
Vi ved ikke, om han bor der. Det ligner et kontor eller en butik, men vi kan ikke regne ud, hvad han laver. Han har altid ternet skjorte på.
Forleden løb vi ned og kiggede på dørtelefonen for at se hans navn.
Jeg googlede ham, men der var intet at finde.
J tror, han er spion.
Han spionerer også selv sine klassekammerater og deres forældre og rapporterer til mig, om der er nogen, der har gode evner, så de kan hjælpe os på vores opklaringsmission.
Han har øje på en pige, der er virkelig god til at være stille.
Jeg tænker, det er tid til, at jeg pimper vinduet.
Med gadespejl og kikkerter.

6 kommentarer:

  1. Jeg vil gerne melde mig som spionkandidat - jeg kan også være meget stille, meget længe. Jeg kunne fx være forklædt som en af dem der, der står på gaden med et skilt, der skal lokke folk ind på en restaurant i en sidegade. Det har jeg altid tænkt var et godt dække for at spionere. (Men kommer selvfølgelig lige an på hvor højt oppe manden bor)

    SvarSlet
  2. Okay. Jeg skal give det videre til min medspion. Ham i den ternede skjorte bor i stuen, så jeg tror fint, du kan lave skilte-finten på ham. Det ville være til en stor hjælp, faktisk.

    SvarSlet
  3. Jeg tror faktisk også, at jeg ville kunne være med. Jeg er ret god til lyde - kan lokalisere gemalens bil fra flere hundrede meters afstand og er i stand til at opsnappe de vigtigste bidder fra de fleste samtaler i et selskab.

    SvarSlet
  4. you so crazy man! men ja han er helt klar spion.

    SvarSlet
  5. Hvordan går det med din syge lille datter???
    Har tænkt på hende og dig.
    Mvh Annette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød. Det går heldigvis rigtig godt. Det hele blev bedre i løbet af weekenden, og hun er i ok form nu. Hun trængte virkelig også til at komme i børnehave :-)

      Slet