20. dec. 2012

DECEMBER UNCUT #11

Agnete former hånden om Sus’ bløde bryst. Hun bliver aldrig træt af at mærke det varme, bløde i sin hånd. Sus griber hende om røven og trækker hende ned over sig. Agnete kan ikke længere tælle, hvor mange gange de har ligget her med greb om hinandens kroppe.
Hun lukker øjnene.

Men åbner dem igen. 
Der er skrabende lyde, der ikke skal være der ude på opgangen.
”Ignorer det nu bare,” siger Sus og vipper sit underliv op mod Agnetes. 
Men så er der nogen, der banker på døren. 
Sus’ blik, da det møder Agnetes. De roder efter tøj mellem dynerne. 
Det er Agnetes bukser, der går ud og åbner, men de sidder på Sus. 
Udenfor står Mia.
”Hej nabo!,” Sus råber lige vel højt, sikkert fordi hun har hørt fra den ældre dame i opgangen, at Mia blive hentet af politiet i onsdags. 
”Hej. Hej Sus.”
Mia har bundet håret op med et tørklæde og står med en skuresvamp i den ene hånd og en spand i den anden. 
”Jeg kommer bare for at rense din væg. Jeg havde jo, du ved…..”
Sus flytter sig, så Mia kan gå ind.

Agnete kan ikke lade være med at få ondt af hende, som hun står der. Hun ser så lille og ensom ud. 
”Men Mia, hvorfor brød du egentlig ind her og skrev på min væg? Jeg troede da egentlig, vi var ganske gode naboer?”
Agnete fatter ikke, hvordan Sus kan være så flink overfor alle. Hun ville selv have råbt og skreget. Det er da vildt ubehageligt, at hun har været inde og rode rundt i lejligheden.
”Ja. Jeg ved det ikke,” siger Mia og kigger ned i gulvet. Så er det, som om hun hanker op i sig selv og går ind til væggen med de store, sorte bogstaver. 
Sus følger efter hende. 
”Jeg googlede ’Frico caseus'. Gnider ost? Jeg ville aldrig have gættet, at det var dig, der havde skrevet det? Jeg var sikker på, at det var ham den unge suspekte, der render rundt i opgangen. Gnider ost?”
”Ja. Gnider ost. Ej, for helvede. Jeg ved det virkelig ikke. Det er gået lidt galt for mig her på det sidste. Det kan du nok godt regne ud, når jeg blev hentet af politiet.”
Mia skrubber og skrubber på væggen.
Agnete kan ikke lade være med at blande sig:
”Var det kun på grund af det her?”
Sus skrubber endnu hurtigere.
”Hm. Øh nej. Det var fordi, altså. Jeg tog ikke noget her! Jeg har bare haft noget med at stjæle lidt ost. Jeg meldte mig selv, da jeg så dem komme. Det blev bare temmelig pinligt, fordi de havde en praktikant med. Som viste sig at være en fra mit arbejde.”

Hun skrubber og skrubber, og bogstaverne forsvinder sammen med laser af opblødet tapet. Det hele drysser ned på gulvet, mens hele Mias krop gynger kraftigt fra side til side. 
Det hele er så absurd, at Agnete ikke kan lade være med at grine. Tårerne løber ned af kinderne, og nu bryder Sus også ud i store latterbrøl.
Mia vender sig om og kigger måbende på de to kvindemennesker, der knækker sammen på midten i grinekramper. 
Så stilner det af. 
”Jeg kan vildt godt lide ost,” siger Agnete så. 
Helt alvorligt. 
”Hvis ikke, det var fordi jeg var så forelsket, så ville jeg være rasende over den væg, Mia. Men nu vil jeg egentlig også bare gerne have noget ost.” 
Sus kigger også helt alvorligt på Mia. 
De står der helt faste og bestemte i stuen og bare kigger på hende. 
”Skal jeg hente det?”, spørger hun med stille stemme.
”Ja for helvede, så åbner vi noget rødvin. Skynd dig!”
Og så sidder de tre kvinder fra opgangen som helt almindelige gode naboer og snakker og drikker det ene glas rødvin efter det andet. 
”Hvordan med dig og mænd, Mia?,” spørger Sus.
”Jo, eller. Nej. Ikke så meget. Eller. Ham praktikanten, politiet havde med i onsdags. Det var jo en fra mit firma. Til julefrokosten fortalte han mig, at han går til politi i sin fritid. En slags rollespil. Han havde sin uniform med i tasken og tvang mig med ud på toilettet for at se ham i den. Det så virkelig fjoget ud. Det lignede noget, han havde købt i BR, sådan lidt kort i benene. Jeg vidste ikke, man kunne gå til politi, men det kan man åbenbart. I et eller andet medborgerhus. Jeg syntes måske bare ikke, det lige var det bedste match med mig. Nu, hvor jeg har det med at stjæle. Ost. Og klipsemaskiner.”
Mia fniser. 
Agnete sprutter rødvin ud på Sus’ hvide væg. 
Pludselig bobler tre store latterbrøl op i rummet og lægger sig som kulørte guirlander under loftet.
Det hele giver pludselig så meget mening.
Det er fint at være Agnete Jensen den 21. december 2012.


 FIND DE ANDRE AFSNIT HER

1 kommentar: