3. dec. 2012

Hvordan er det?


Der er noget, jeg aldrig rigtig har fået spurgt visse veninder om. Fordi jeg er bange for at pirke rundt i noget, de hellere vil glemme.
Nu er det sket for en kær veninde mere, og hun var så glad.
Det begyndte at gøre ondt og bløde, og graviditeten stødte sig væk fra hendes krop.
Hun er trist, men sej.
Og det er her, mine spørgsmål presser sig på.
For jeg ved sgu ikke, om jeg ville være så sej.
Hvordan kommer man over det?
Glemmer man det igen, det der alligevel må være temmelig traumatisk.
Også fysisk?
Hvordan kommer man videre så hurtigt, som jeg synes mine veninder er kommet det? Ved at hægte sig fast i nye drømme, om en ny graviditet?
Sidder det i kroppen i mange år? Som et sår? Eller kan man pakke det væk med ordene ’det er naturens gang?’
Kommer man videre hurtigt igen, kun fordi man skal?
Eller tager man jeg-er- videre-blikket på, fordi *det ikke er noget, man snakker om*?

19 kommentarer:

  1. Gravid i 4. måned med en spontan abort i frisk erindring fra i sommers, holder jeg blikket stift rettet mod horisonten (men hvis det her går galt, ved jeg fandme ikke, hvad jeg gør...). Det vil altid være en del af mig - en lille klump af sorg, der ikke er synlig for andre, men som af og til vil dukke op i min bevidsthed, vil jeg tro.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er netop sådan et efterslæb, jeg forestiller mig. Man ser frem ad, men slæber lidt. Jeg håber, slæbet bliver lettere, når du sidder med din lille fine baby i armene.

      Slet
    2. Tak - det tror jeg, det gør...

      Slet
  2. Man kommer videre fordi folk synes at det bør man og ikke spørger ind til det, og man derfor tror at de ikke vil høre om det.

    Men jeg ville gerne tale om det. Jeg var ked af det og det havde også rent fysisk været en voldsom oplevelse, som jeg gerne ville tale om.

    Spørg dog bare - og hvis ikke man har lyst til at tale om det, siger man jo det. Det værste er da, når folk bare lader som ingenting og så kan man sidde der med sine blanke øjne og føle sig forkert.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Man skal bare spørge. Jeg tror, jeg som mange andre faldt i fælden efter lidt tid. Jeg spurgte og lyttede i starten, men da mine egne spørgsmål begyndte at melde sig ville jeg ikke gøre dem kede af det. Måske ville det faktisk have været en ventil for dem.

      Slet
  3. 2. Barn, 6.måned, misdannelser, måske ville barnet ikke overleve fødslen, hvis hun gjorde ville hun blive en lille bitte grøntsag og det ville være spørgsmål om tid. Og når du nu spørger så direkte, og jeg sidder herhjemme, kan jeg mærke sorgen. Men til daglig har vi været og er vi rigtig gode til at hænge os i de positive ting der var. Det mest syrede er at når jeg gentænker hele processen og personalet på sygehuset som var der for os, er min første tanke at det var en "god oplevelse". de var superproffesionelle og samtidig rigtig gode til at spørge og se hvad vi lige præcis havde brug for. Så syret.
    Hvad har jeg gjort for at komme videre? Jeg var fra starten meget bevidst om at gøre det til en del af mig, og jeg brugte en del kræfter på at skulle acceptere at mit liv og min historie om mig havde fået en oplevelse og en erfaring jeg helst havde været foruden. det var svært, men nødvendigt, at tage imod sorgen og skabe plads til den. Min moster skrev dengang et lille brev til mig, hvor hun skrev at jeg ikke måtte lade sorgen bygge redde i mit hår, men derimod lade den komme og gå (noget i den retning) den tanke tog jeg til mig og vender ofte tilbage til. Jeg har også været meget bevidst om at få mit barn "begravet". Jeg vil ikke være en der går og fejrer fiktive fødselsdage, skolestart og konfirmation for et barn der ikke er. Den energi vil jeg rette mod de levende. Åh det var mange ord, og når jeg læser det igennem er det slet ikke dækkende. Jeg har lige brug for at skrive at for mig er der ingen forskel på at miste et barn i 7.uge eller i 23.uge. Tabet og sorgen kan være nøjagtig lige så voldsomt og svært at håndtere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker, at det alligevel må være et større tab og et større chok i 6.måned. End når man er i den periode af graviditeten, hvor man ved, at det kan ske. Det er vildt, at du kan pille de fine elementer ud af oplevelsen også. Jeg tror, det er den slags, der er svært at fatte, når man ikke har prøvet det. Ligesom skilsmisser og kræft. Folk bliver så stærke og klarsynede. Det er lidt fint midt i det grimme.

      Slet
  4. Det er en stor sorg, som først forsvinder den dag man får et barn i sine hænder. Selvom mange desværre prøver det, gør det bare så forbandet ondt psykisk, fordi det er hele drømmen der skylles ud med ja..du ved nok. Men også angsten for om man kan blive gravid. Kan det overhovedet lykkedes. Ved ikke om det ville være ligeså slemt, hvis man havde et barn i forvejen. Det forestiller jeg mig ikke, men har ikke prøvet det imellem mine børn. Kun før. Men det kommer selvfølgelig også an på hvor langt i graviditeten man er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var helt sikkert en forskel for mig at jeg havde et barn i forvejen, i mange uger var det hende der fik mig til at smile en lille smule hver dag. Og hun var bevis for at det godt kunne lade sig gøre.

      Slet
    2. Ja, det med drømmen ville også have slået mig i gulvet. Også fordi, jeg i mit tilfælde havde brugt så lang tid på at først overtale min kæreste og siden faktisk blive gravid. Det må netop lette lidt på det frygtelige, når man har et barn at kramme lidt.

      Slet
  5. Det er en sorg, der i høj grad bestemmes af hvor man er i sit liv. Jeg aborterede i uge 6 med en graviditet der havde været over 2,5 år om at indtræffe, og jeg var så ked af det at jeg troede at jeg ville splintre og aldrig blive hel igen. Jeg havde styr på terminsdato og det hele for barnet, som aldrig var mere end to streger på en tissepind. 10 måneder efter blev jeg gravid igen og denne graviditet endte med et sundt og lækkert barn og fra første scanning med hjerteblink i 2. graviditet gled erindringen om den tidlige graviditet i baggrunden. Selve graviditeten skænker jeg aldrig mere en tanke, men jeg kan ind i mellem kortvarigt, når jeg tænker tilbage på den del af mit liv, hvor jeg var en "ufrivilligt barnløs" mærke i hele min krop hvor gennemulykkelig jeg var i den periode.
    Som Mille siger, så tror jeg også at sorgen svinder når man får et levende barn i armene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når jeg tænker på, at jeg syntes 10 måneder var uendeligt lang tid at vente på en graviditet og hvordan jeg så ville have haft det, hvis ikke det blev til noget alligevel.Det må have været tungt. Godt du siden fik en baby, det er jeg glad for.

      Slet
  6. Jeg har mistet en fin, lille rask pige i 24. graviditetsuge fordi jeg har en sygdom der gør, at jeg danner blodpropper i moderkagen, og haft en missed abortion i 14. uge.

    Som Kristina skriver var det også en god oplevelse, midt i alt det forfærdelige. Personalet på hospitalet var fantastiske til at guide os igennem hele forløbet - fødslen, tiden optil og efterfølgende, og sorggruppe senere hen.

    Hvordan man kommer over det (over det kommer man nok aldrig, men man lærer at leve med det) - tja, for mig var og er det nok et spørgsmål om, at jeg ikke ville blive "hende med det døde barn", selvom det selvfølgelig var en stor del af min identitet i det følgende år efter fødslen. Jeg er født optimistisk og har forsøgt at gøre oplevelsen til en del af den jeg er - jeg overlevede smerten, længslen og det at blive mor uden at have mit barn hos mig, og dermed har jeg oplevet det værste man kan komme ud for (ifølge flere sorg-eksperter). Dermed ved jeg, at ligemeget hvad jeg vil blive stillet overfor, resten af mit liv, vil jeg også kunne komme igennem det. Det at have været så tæt på døden, jeg gik jo med hende i maven indtil hun døde, gør at jeg føler mig utroligt levende den dag i dag. Jeg føler derfor at hele oplevelsen har gjort mit perspektiv på livet rigere. Desuden er jeg faktisk blevet mindre bange for at leve livet - jeg har set hvor lidt kontrol man har over livet og det gør at jeg ikke vil gå og frygte hvad der eventuelt kan ske, men i stedet leve i nuet.

    Det lyder måske helt frelst det hele, og guderne skal vide at det var hård på en måde, som jeg på ingen måde kan beskrive, da det stod på, men det var samtidig også forbandet smukt. Jeg var stærk under fødslen og jeg klarede det uden at blive skør - så kan jeg også klare resten af mit liv!

    Jeg mangler stadig at blive mor til et levende barn og jeg er sikker på, at sorgen kommer igen den dag jeg bliver det, da jeg så bliver bevidst om hvad jeg er gået glip af med min lille pige. Forhåbentlig kan jeg også vende det til noget positivt, og nyde mit spræl-levende barn den lille smule mere. Jeg håber i hvert fald at det går sådan :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en historie.Fin og stærk. Tak fordi, du fortalte den. Og jeg tror, det går sådan. At du bliver dobbelt taknemmelig, når du sidder med en lille baby.

      Slet
  7. Den største tomhed jeg nogensinde har følt, var da jeg blev scannet i 12 uge og ægsækken viste sig at være tom.

    Havde blødt og var blevet indlagt for at tjekke om det nu var ok. Jeg var bange, min kæreste sikker på at alt var ok.

    Da han fik beskeden var han ved at besvime og måtte gå ud - og det var nok det mest ensomme og sørgelige øjeblik i mit liv.

    Fik en udskrabning og blev sendt hjem. Dagen efter skulle jeg have været til planlagt scanning og de folk som kendte til min graviditet skrev eller ringede for at høre om hvordan det var gået og jeg tudede og tudede.

    Om eftermiddagen kom der en pressemeddelse om at Kronprinsessen var gravid.

    Jeg er ok med tingene i dag - selvom vi endte med aldrig at få børn ... men hver gang jeg skal høre et eller andet om den der lille prinsesse ... tænker jeg tanker der ikke er for børn.

    Skrev i øvrigt denne blog om hele processen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kommer også næsten til at tude nu.Måske fordi jeg har en nær veninde, der har prøvet nogenlunde det samme og nu forstår lidt bedre, hvor voldsomt det er. Tak fordi du skrev.

      Slet
  8. Kære alle
    Tusind tak fordi, I deler jeres fine og rørende og voldsomme historier med mig. Nu er jeg blevet klogere.

    SvarSlet
  9. Man kan også distancere sig fra sin gravidtet. Jeg er rigtig god til at blive befrugtet, noget mindre god til at få hele børn ud af det.
    Så i lang tid opfatter, jeg det som gravid-på-prøve og gentager for mig selv og alle andre: Nu må vi se om der kommer et barn den her gang.
    Derefter er det bare at vente. Først på den ene scanning, så den anden scanning, så på at der er gået så lang tid at baby får det godt hvis den bliver født og så endelig glæde sig til at føde, sådan rigtigt.

    Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde vil komme over det, hvis jeg mister et foster, som er så stort, at jeg har nået at forlig med med graviditeten.

    x for at baby kommer hel og sund ud en gang i slutningen af feb.

    SvarSlet
  10. Anonym5/27/2013

    hey there and thank you for your information – I've definitely picked up something new from right here. I did however expertise some technical points using this website, as I experienced to reload the site a lot of times previous to I could get it to load correctly. I had been wondering if your hosting is OK? Not that I am complaining, but slow loading instances times will often affect your placement in google and could damage your high quality score if ads and marketing with Adwords. Anyway I am adding this RSS to my email and could look out for much more of your respective interesting content. Make sure you update this again soon.

    Have a look at my web-site cellulite treatment cream

    SvarSlet