17. dec. 2012

Jul på Vesterbro er åbenbart for ordinært

Vi havde lige grinet højt, fordi jeg var en centimeter fra at træde i den klammeste hundelort. Han var i godt humør, og på vej op af trappen sagde han, at han helt sikkert og SÅ meget skulle fortælle sin lærer, at han havde fået hjemmesyede bukser med myrer på i adventsgave. Så kom vi ind i klassen.
”Jeg skal lige have opklaret noget, Maria, ” sagde læreren.
”J siger, at I skal holde jul i en hytte i junglen? Det lyder spændende, hvor er det henne?”
J’s mund blev helt stram og lige. Han gik ned bagest i klassen og stirrede ind i væggen og græd lidt.
”Jamen, det var fordi jeg ikke helt vidste, hvad vi skulle i juleferien,” sagde han.
De havde holdt cirkelsamtale, hvor de havde snakket om, hvad de glædede sig til.
Han glædede sig så åbenbart til at skulle ud i junglen.
Jeg fik ham til lige at snakke med læreren om det. Hun var lidt måbende, men sød.
Han skal ikke lyve, det skal han ikke. Og jeg sagde også til ham, at det nok var en meget god idé at lade være med bare at finde på.
Men jeg blev bare så propfuld af svulmende mor-kærlighed, fordi han stod der og så så lille ud, og jeg synes det er så fint, at han kunne fortælle historien, så en voksen hoppede på den.
Hans lyvemund plejer ellers at afsløre ham med det samme.
Selvfølgelig – fy.
Men jeg er ved at briste lidt af stolthed.
Og måske bygger vi bare en jungle i stuen derhjemme.

12 kommentarer:

  1. Åh, Maria, mit ældste barn var også sådan et barn, der fortalte historier. Hvis nu dagen havde været for kedelig, eller hun virkelig ønskede sig et eller andet, så fandt hun på. Nogen gange meget overbevisende, og ikke altid eksotisk. Bare rare hverdagsting.
    Byg en jungle. Jeg elskede hende også for det.

    PS Hun lever sådan et ret velfungerende voksenliv i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror simpelthen jeg giver ham en hjemmelavet jungle i julegave :-)

      Slet
  2. Pssst. Det gjorde jeg også som barn. Fortalte den slags historier til de voksne. Det gør jeg ikke længere, kun på papir.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nå, men snegl. Så ved jeg jo slet ikke, om jeg skal tro på alt det, du har fortalt mig. Det hele kan være løgn...? Men du skriver historier nu. Min far mener også, at der ligger en forfatter gemt i J.

      Slet
  3. Nåååh hvor sødt. Og så hans reaktion dér i klasseværelset. man får lyst til at kramme ham:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du også bande på, at hans mor gjorde. Jeg skam-krammede ham!

      Slet
  4. Hvis nu indlægget havde været i august, så havde jeg sgu startet en indsamling. For den historie fortjener en præmie :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nå, men sådan en kommentar er jo egentlig også en præmie i sig selv...

      Slet
  5. Christina12/18/2012

    Tak for perfekt underholdning i min egen omgang bræk og skidesyge (selvfølgelig nedarvet af afkommet) Min søster anbefalede din blog lige mit i min selvmedlidenhed. Og jeg er såmænd ogse bumsemagnet, glad vesterbroborger med to små rollinger (der dog ikke har ramt skolealder endnu) og alt muligt andet genklang. Men hende Lis springer jeg sgu over selvom de ekstra kg er der... :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det kan være, at det er mine børn, der har smittet dine. Jeg bliver altid så nysgerrig når nogen herinde siger, at de bor på Vesterbro. Måske har vi smilet til hinanden på Skydebanen eller vrisset af hinanden i køen i Prima/Superbest/Brugsen?
      Og ja - spring over LisTis. Hun kan sgu ikke anbefales!

      Slet
  6. Christina12/18/2012

    Jep til både skydebanen og brugsen :) selvom nemlig.com er blevet en af mine bedste venner efter de har skruet op for økoen

    SvarSlet
  7. Ps til gengæld er jeg super glad for fysisk form og fitnes på vesterbrogade!!

    SvarSlet