8. dec. 2012

Militær-regime

Lille M er tre år. Jeg håber lidt, at der er mange af jer, der så tænker - ahaaa, tre år. Sikke en skefuld.
For sikke en skefuld.
Hun gør os bløde som smør hver dag ved sin blotte tilstedeværelse. Fordi hun siger mærkelige ting, er nuttet i hele sine lillebitte krop og nusser en blidt på kinden, mens hun siger søde ting.
Men hun giver os også kvaler hver dag.
Os alle tre.
Hun skriger og råber og står og peger på os med sin lillebitte pegefinger, mens hun brøler "Sådan skal du ikke snakke til mig," selvom man bare har bedt hende om at lade være med at lave klamme drinks med toiletpapir, rosiner og hårelastikker.
Hun vågner hver nat ved tre tiden, og så står hun pludselig der og stirrer mig ind i hovedet, mens hun råber "Jeg vil se fææærnsyn."
Eller også ligger hun slet og ret i sin seng og råber "LA' VÆÆÆÆR!"
J er den sødeste storebror i verden, og hans tålmodighed er ved at være brugt op. Hun skriger alle måltider til, og i morges skreg hun GIVSLIPGIVSLIPGIVSLIP, fordi han gerne ville have SIN flitsbue, som hun havde taget.
Bagefter stod hun og gnækkede ved spisebordet, kiggede skælmsk på mig og - åbnede låge nummer 23 i sin lego-kalender. Da blev jeg lidt muggen. Men hun råbte bare, DU ER DUM MOR, OG JEG ER SØD.
I forstår nok, at vi alle tre er trætte.
Så trætte, at B og jeg fra dags dato har indført militær-regime.
Det betyder i al sin enkelhed, at vi ikke tolererer noget pis. Vi arbejder med nul-tolerance. Konflikten stoppes i første sekund, og er hun ikke med på den, sætter vi os ind i soveværelset med hende og snakker alvorligt. Det virker allerede, vi smiler til hinanden og giver usynlige high fives, for lille M synes ikke, der er noget kedeligere i verden end at sidde og snakke alvorligt på sengekanten, så hun er pludselig meget hurtig til at stoppe sit irrationelle skrigeri.
Vi er stolte over, at vores strategi virker.
YES.
Måske skulle vi så bare lige overføre den på os selv og vores egen tjekkethed ud i almindelig børnevedligeholdelse, thi B har lige haft begge børn til frisør.
Den ene havde virkelig mange lus, og den anden - gæt selv, hvilken finke - havde svitset sit hår i et lys.
Vi havde ikke opdaget nogle af delene.
Det giver vist mindst 20 armbøjninger og et natteløb som straf.

5 kommentarer:

  1. Hold kæft, hvor er det sjovt!

    SvarSlet
  2. Øhm, kan i undvære lidt nultolerance? Det kunne jeg godt bruge lidt af. Til gengæld har jeg indtil videre holdt hende fri for både lus og lys :-)

    SvarSlet
  3. Øhm, kan i undvære lidt nultolerance? Det kunne jeg godt bruge lidt af. Til gengæld har jeg indtil videre holdt hende fri for både lus og lys :-)

    SvarSlet
  4. Ahaaaaa sikke en skefuld!
    (Orker jeg monstro at indføre militær-regime her? Hmm, hvis du siger, det virker såh...)

    SvarSlet
  5. Og det er lige præcis det, der er hårdt ved at have børn. Man forventer noget af dem, og derfor skal man selv leve op til en masse også....pis.

    SvarSlet