4. jan. 2013

Grenhætte vs. playmobilhår

Der lå et lille vissent blad på toppen af mit mørkhårede hoved en dag på Vesterbro torv.
 Ellen grinede og råbte og hoppede op.
 ”Hahahaha du har fået grå hår.”
Jeg var 19 år.
Jeg fjernede bladet med en pincet.
Så kom der flere blade.
De formerede sig og blev til grene.
Jeg dækkede dem til med duge af hårfarve.
I mange år, i kort hår, langt hår, mellemlangt hår.
Playmobildame med plastikhår, helt glat og ensartet.
Nu har jeg hevet farvedugen af hovedet, fordi jeg ikke kan huske, hvad der gemmer sig dernede.
Det gør en glimtende vissenhed, grenene rækker tunge, det ligner jo ikke sølv.
Det gør det virkelig ikke.
Det ligner det, der er.
Dødt hår.
En lille død rotte på toppen af hovedet.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg helst vil.
Have grene, der stikker ud og tiltrækker sig opmærksomhed. Eller playmobilhår.
Allermest ønsker jeg mig friheden til at være ligeglad.
Eller, at jeg var lige så klog som min syvårige søn, der løfter sin lille pegefinger mod mig, når jeg på ynkelig vis spørger husets ungdom om, hvad han synes, jeg skal gøre.
”Nej. Jeg kan ikke lide, når du farver dit hår, for så ligner du ikke dig selv. Du er fin, som du er.”
Det er også rigtigt, siger jeg og hører vinden suse i det visne løv.

3 kommentarer:

  1. Sommetider ren lykke når barnet siger tingene som de er;o)

    SvarSlet
  2. Gu' ved om jeg også har en død rotte på hovedet i virkeligheden.

    Jeg er så dobbelmoralsk. Jeg elsker at folk ikke farver deres hår, især sådan någet pænt gråt hår. Og se på mig selv. Nånå.

    SvarSlet
  3. Vis dig og jeg skal afsige min dom:)

    SvarSlet