23. jan. 2013

Matematis

"Jamen HVORFOR er det sådan, Kyed?" råbte jeg med svedige håndflader og dirrende stemme i hveranden matematiktime.
"Du skal ikke forstå det. Du skal bare acceptere det," svarede Kyed ekstremt langsomt og gjorde mig endnu mere frustreret.

Klip til Maria 36.
Nogen burde filme det.
Når J og jeg sidder ved køkkenbordet med hans matematikbog.
Først tænder jeg stearinlys og laver hans yndlings-te.
Skab.en.god.ramme messer jeg spastisk-mekanisk i mit hoved, for jeg ved jo godt, det er en illusion.

Te og stearinlys bliver bare stumme og ligegyldige statister i vores matematik-scenarie, hvor vi igen skal rette hele bogen igennem for at finde ud af, hvad der mangler for, at han kan få sine forpulede stjerner.
Først snakker jeg med pædagogisk overskuds-stemme, jeg forsøger virkelig.
Så er der sat en lille gnattet streg ved noget, der er forkert.
Men jeg kan ikke gennemskue, hvad det er.
Og J ved det heller ikke. Så begynder jeg at svede i håndfladerne. Jeg visker ud, og han visker ud og så sidder vi der og koger op, som to små hidsige dukker fra Muppet Show, indtil der kommer et lille hul i papiret, og vi kollapser, og B kommer og fejer op.
Beder mig blande mig udenom lidt.
Men det kan jeg ikke.
Jeg går ind i stuen.
Men jeg ser hele tiden mig selv stikke hovedet ud i køkkenet og lige sige, "Jamen, det var fordi....."
Jeg ved ikke, hvad det er.
Jeg tror måske, det er et had/kærlighedsforhold.
For jeg kan virkelig godt lide tal. Jeg er f.eks. en ørn til Sudoko og hovedregning. Kan alle mine tabeller på fingerspidserne.
Alligevel er der ikke meget, der kan få mit pis så meget i kog om matematik-arbejde.
Jo måske Excel, men de er jo også nært beslægtede de to ting.
Jeg tror, det er tonen.
Den er så emsig og nådesløs, og man kan ALDRIG være bare en lille smule kreativ, så er det FORKERT FORKERT FORKERT.

Vi fik J's elevplaner i weekenden.
Der er ingen slinger i valsen, når det gælder dansk.
Ved matematik stod der. "Det er som om, han ikke kan lide faget."
"Kunne vi nogensinde selv det?" spurgte ultrasproglige B og jeg hinanden.
"Skal man egentlig absolut kunne lide det?" hviskede vi henover spisebordet.

Jeg ved det ikke.
Men jeg vil gerne have, at J godt kan lide at gå i skole.
I dag bad jeg læreren være lidt mere præcis omkring de opgaver, der mangler i bogen. Jeg sagde rent ud til hende, at jeg selv har et kompliceret forhold til matematik.
Hun kiggede lidt underligt på mig.
Måske synes dem, der har knækket matematik-koden, at vi andre er evnesvage, ligesom at jeg dømmer dem på dårligt sprog.
Men jeg har besluttet mig for, at vi skal have sjov matematik derhjemme.
Jeg har fundet gode spil, og forleden hjalp han mig med at regne tal sammen på lommeregner og betale ting over netbank.
Da kunne jeg se talkærligheden i hans øjne.
Den er derinde, man skal bare lede efter den.
Og den er nok ikke så stor.

11 kommentarer:

  1. Matematik er virkelig det værste lort. Den slags tallogik giver bare ingen mening i mit hoved, der også mere end nok gange har hørt på 'Kan du ikke bare acceptere det?'
    Men det er en god og konstruktiv tilgang at hjælpe ungen, lave te og gøre det lidt rart, synes jeg. Point for det! :)

    SvarSlet
  2. Køb følgende fantastiske bog: Mattemagi af Håvard Tjora. Den er norsk (måske findes den oversat?). I vil elske matemetik bagefter! Promise!

    SvarSlet
  3. Jeg kan godt lide matematik. Det er ligesom at løse gåder. Man bliver vildt frustreret når det ikke virker, men når gåden er løst og ligningen går op - så bliver man lidt lykkelig inden i.

    SvarSlet
  4. Jeg lider af dyscalculia (talblindhed), giver det skylden for at jeg aldrig knækkede matematikkoden og kom til at se det sjove. Prøver at opveje det lidt og har fundet sammen med et matematikgeni ;-)

    SvarSlet
  5. Anonym1/23/2013

    OMG!! Ser mig selv sidde fuldstændig som dig og svede og blive hidsig sammen med Sigurd om et par år. Godt man giftede sig med en matematiker!! Det blir sgu hans tjans - så tar jeg den med krydserne og bollerne.

    Keep up the good work, Maria - jeg synes du er sej at du blir ved med at prøve at gøre matematik sjovt, når det nu engang bare fucking ikke ER det! Knus S

    SvarSlet
  6. Altså det er en af grundene til jeg aldrig skal have børn - jeg har lykkeligt glemt al matematik, og jeg har ikke tænkt mig nogensinde at lære det igen, så jeg kan hjælpe mine børn i skolen. Men hvor er du sej, at du prøver at gøre matematik lidt sjovere.

    SvarSlet
  7. Jeg har altid elsket matematik. Ikke at jeg var super dygtig, men jeg nød at sidde og nørkle og lede efter den perfekte løsning på et problem og få sådan en følelse af virkelig at have forstået eller løst noget, inden for det system matematik er. Og på sin vis skal man jo faktisk netop tænke kreativt i de problemløsningssituationer - det er bare med nogle andre størrelser og remedier end når man er kunstnerisk eller sprogligt kreativ. Og så forudsætter det selvfølgelig også, at man gennemskuer det der med den matematiske logik..

    SvarSlet
  8. Er talblind og der var ingen der opdagede det

    ... det værste er at min talblindhed går hånd i hånd med decideret talangst... mit mindset omkring tal er så fastlåst, at jeg ikke kan forholde mig til fuldstændig elementære ting omkring regning ect.

    Kan så oplyse at man sagtens kan komme langt uden talforståelse - er selv jurist. Men en jurist der klart skal have en bogholder, for her i forrige uge hvor vi sad og lavede regnskab, brændte jeg halvdelen af hjernen i forsøget på at forstå hvad manden sagde.

    Men det er dejligt at høre at I har opdaget hans forhold til matematik og at I er en del af løsningen, det værste gennem mit opvækst var at jeg skjulte det og aldrig fik den hjælp der måske kunne have gjort det hele mindre smertefuldt...

    SvarSlet
  9. Kan det tænkes, at mange børns kamp med matematik skyldes, at matematiklærere ikke har evner og fantasi til at bruge matematik på en meningsfuld måde, men bare holder fast i det der hjernedøde "slå op på side 24 og regn 300 næsten ens stykker"? Der er jo for f... matematik alle vegne - og hvis man lærte det på en meningsfuld måde, ville det jo give ... mening. Det er da mærkeligt, at vi bare accepterer, at matematik er trist og svært. Hvorfor tager de matematiklærere ikke den op i stedet for at få børnene til at føle sig dumme? Scenen, du så levende beskriver, er jo desværre ikke enestående - den foregår i masser af køkkener og stuer rundt om i landet.

    Og hvad er det også for noget fis at skulle ha' stjerner i sin (kedelige) bog ...

    SvarSlet
  10. Anonym1/25/2013

    Åh - husker tydeligt min stakkels mor, når hun skulle hjælpe mig med hadefaget matematik, og hun med lidt for høj stemme dirrende af frustration efter mine gentagne forsøg på at forstå koden bag et regnestykke til sidst desperat udbryder "Jamen, sådan ER det altså bare!!" Hvilket ikke ligefrem var hjælpsomt for et stk stædig unge, som virkelig, virkelig gerne ville forstå, hvorfor det "bare" var sådan ... Stakkels min mor ...!
    Er stadig ikke gode venner med matematik - og kan i en alder af 33 stadig ikke 7-tabellen ... Altså - jeg har dog trods alt har forstået logikken bag lige netop tabellerne, men har bare ikke rigtig følt incitamentet for sådan rigtig at lære den - kald det dumstædigt oprør mod matematikken :-D

    SvarSlet