8. jan. 2013

Endelig

Mine ben har ligget i dvale. De har været syltet ind i fedt og sukker og ugidelighed. Men da det for 521. gang gik op for mig, at jeg bliver hidsig og rædselsfuld, når jeg ikke løber, tog jeg mig endelig sammen til at få stukket hul på den spændte byld af dovenskab.
Jeg har lagt et program.
Første løbetur var lørdag, ifølge det.
Der kunne jeg ikke rigtig.
Fordi vi gik en lang tur, og da vi kom hjem fik jeg aids.
Eller hvad fanden jeg fandt på som undskyldning denne gang.
Det betød løbetur i støvregn søndag.
Og fordi jeg går fra det slappeste af alle slappe yderpunkter til ren fascisme skulle jeg også ud i går aftes.
Det stod der i programmet.
Og der gik hul.
Thi da jeg først var kommet gennem tågede Carlsberg og den onde lille næsten undseelige stigning til sidst, huskede jeg pludselig, hvor meget jeg elsker at løbe.
Det var bælgragende mørkt.
Så jeg løb uden om Søndermarken til at starte med, men mit program havde indlagte spurter, og dem bryder jeg mig ikke om at tage på menneskebelagte fortove.
Alligevel var det godt, jeg tog Valby Langgade, for jeg løb forbi en mand, der røg en joint. Jeg elsker duften af pot, og indåndingen af de krydrede urter stod i grel kontrast til stanken af flodhestepis ved Zoo på den anden side af parken.
Den der urindunst, der river i lungerne.
Jeg stak af fra den og løb ind i Søndermarkens mørke.
Ned af en allé, der ikke var begavet med de nye løbelygter.
Pludselig fik jeg et ordentligt slag i nakken med en beskidt spade, der lugtede af ny grav. Ham der slog mig havde blodsprængte øjne, manglede tænder i overmunden, havde en gammel sæk på som det eneste tøj og var lige så beskidt i ansigtet som sin spade.
Eller det var jeg i hvert fald bange for, så jeg spurtede til mine ben skreg ’så stop dog kælling.’
Så stoppede jeg.
Og hostede lidt lunge op, hvilket fik en lille portion urin til at flygte fra min blære og ned i min lille løbetrus på ydmygende vis.
Årh, hvad fanden tænkte jeg, og skruede helt op for Jack White, mens jeg spillede en laber luftguitar for at fejre, at jeg overlevede mørket og, at jeg har fået krammet på laskede løbeundskyldningsmaria.

5 kommentarer:

  1. Hahah, åh godt at vide at man ikke er den eneste sjathostepisser!

    Godt løbet, og husk at der ikke er noget at være bange for ud over at skvatte i et hul på en mørk grussti. Alt det andet findes kun i hovedet.

    SvarSlet
  2. Ha ha ha, altså. De der lade undskyldninger, hvor har de magt.

    Dengang jeg løb, skulle jeg løbe 2 gange om ugen. Det forestillede jeg mig var bedre end lige præcis tirsdag og torsdag. Man er vel et voksent menneske, og det fede ved at løbe er lige præcis at man kan gøre det når det passer ind.

    Du kan så prøve at gætte på hvad jeg lavede sen eftermiddag/aften i weekenden.

    SvarSlet
  3. Haha, jeg hader det bare når man får aids, lige inden en løbetur.

    Jeg var selv ude i weekenden; det der tvang min fart op, var dog ikke en bøhmand, men nye træningsbukser, der ikke gad sidde fast på min røv. Men det fik da pulsen op!

    SvarSlet
  4. Lige meget hvad, så løber jeg ALDRIG i en mørk park! Og det var faktisk det jeg fokuserede på, da jeg først læste dit indlæg. Fuck hun er sej, ikke bange for mørke parker, men kun for medmennesker der går på fortove og vil opdage en spurt!
    Da jeg læste indlægget anden gang, grinede jeg. Min lillebror har skidt i bukserne under en løbetur.

    SvarSlet
  5. Fedt nok. Og lad så os andre "burde-finde-grimme-løbesko-frem-NU!"-stakler være i fred med vores vingummi-rygradder. Gnaven hilsen.

    SvarSlet