3. feb. 2013

I grimhedens gnattede lys


B har en relativt uheldig fleece-agtig jakke, som han ynder at tage bolig i, når det er koldt. Den stikker udenfor hans øvrige garderobe på en glinsende måde. Han påstår, at han ikke viser sig i den offentligt. Til det kunne jeg kækt svare, at jeg så ham med den på biblo forleden.
Da sagde han:
"Alle folk er jo alligevel grimme, når de er på biblioteket. Det er neonrørene, der gør det. Og så det, at de garanteret skal skide."
Det er jo rigtigt.
Der er ingen, der stråler smukt i reolgangene eller foran lånemaskinen.

Ligesom, at alle ser ekstremt trætte og grå ud i supermarkedets uheldige belysning.
Man får elektrisk hår, er lidt vrissen over, at man skal have ordnet det og det, og så i selskab med så mange andre.
Det er værst i køen.
Man ser jo aldrig på de andre og tænker: Hold da op, hvor er hun smuk.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. 
Måske fordi man samtidig er fyldt til randen af indre grimhed.
Gad vide, om der er nogensinde er nogen, der har scoret i supermarkedet eller på biblioteket? Eller haft sex i så usexede omgivelser?

For ikke at tale om svømmehallen.
Alle de røve, der pludselig er så uendeligt kødfarvede, kønshår, der er alt for langt, hovedhår, der klasker på en gardinagtig og lidet charmerende måde og ansigter, der bare ser kødpølsede og livstrætte ud.
Klorvandets farve, der ligesom giver genskin i huden.
Oven i det lyser det temmelig langt væk i alles ansigter, at de ikke bryder sig om at være i badetøj.

Eller færger.
Jeg har aldrig tænkt 'wow' på en færge.
Gad vide, om der findes nogen, der har fundet den store kærlighed i de grå, akrylagtige søsygsfarvede omgivelser?
Jeg tvivler.

Men man kan jo heldigvis godt hygge sig, selvom man er grim.


13 kommentarer:

  1. Hey - Titanic? Eller gælder den ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej. Det er ikke en færge. Det er et sejlende og synkende slot og Kate er sikkert pæn ligemeget, hvor hun befinder sig. Svin.

      Slet
  2. Jeg er blevet lagt an på på biblioteket. Så det kan man sagtens! Måske de dog har ret pænt lys på Jagtvej Bibliotek.

    SvarSlet
    Svar
    1. Wow. Det er lige godt aldrig sket for mig! Du er nok sådan en, der har en skal af skønhed om dig, hvor end, du går. For jeg tror ikke på den med pæn belysning på Jagtvej Bibliotek.

      Slet
  3. Jep, det er mere reglen end undtagelsen - ISÆR i svømmehallen. Men faktisk har jeg hørt, at Føtex skulle være ret god at flirte i? I hvert fald den i Guldsmedgade i Aarhus - den blev kåret som byens bedste flirtested på et tidspunkt.

    Men når der så er en Undtagelse i farvandet - som for eksempel på færgen for nylig - så forsøger jeg at samle kæben op fra det syntetisk lugtende gulvtæppe og undgå at stirre, for man skulle jo nødig se grim(mere) ud, mens Undtagelsen outshiner alt og alle på sådan en grum og tung færge med kurs mod Sjællands Odde, som ikke engang er en særlig hip destination. Alle odds imod sig på sådan en færge mod Odden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Jeg elsker Undtagelser. Mener faktisk også, jeg læste noget om supermarkedsdates forleden. Men ok. Så har man jo også gjort noget ud af sig selv inden. FX brugt balsam mod elektrisk hår eller sådan noget.....

      Slet
  4. Det eneste sted hvor jeg vitterligt aldrig kommer til at score er prøverummet hos H&M ... der er man om muligt den grimmeste version af sig selv, ever...

    (tror jeg det er 100 år siden jeg har været der sidst - netop pga. prøverummene)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Jeg har svedt mangt en hidsighedståre i de prøverum. Man kan i hvert fald slet ikke score sig selv endsige holde af sit eget udseende der. Dårlig reklame. De skulle tage sig sammen!

      Slet
    2. Jeg vil også godt lige advare mod Monki's prøverum. ALT afsløres derinde. ALLE de grumme hemmeligheder. Endda de, som kroppen har holdt hemmelige for een selv. Pyha!

      Slet
  5. Årh altså, så fik vi lige sat Februar i gang. Uden nogen form for håb om at score nogen steder. For hvor fanden er vi egentlig henne hvis ikke i supermarked, bibliotek, prøverum og færger? Skulle da lige være i et surt morgentog eller i en trafikkø - der er man bare også så meget indstillet på at score.
    Tak for det Maria; jeg tror lige jeg går hen og graver mig ned indtil sommeren er kommet ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan jo bare gå en tur i skoven. De fleste er virkelig pæne i skove.....

      Slet
  6. Jeg var på Hovedbiblioteket i dag.
    Og de var ikke pæne. De andre. (Jeg tænker da absolut at jeg var :-))

    Til gengæld var køen til toilettet meget lang.

    SvarSlet
  7. Åhhh, jeg håber ved den store at dette er ment satirisk, ellers er der måske nogen der burde være gået til Louis Nielsen ;o)

    SvarSlet