5. feb. 2013

Jeg forsager perlen og al dens pak


”Fucking perle,” hvislede han, mens han stod der med bar røv i køkkenet og lagde flyverdragten på radiatoren.
Han havde trådt på den.
Perlen.
Og det er faktisk ret svært at lade være.
Det er lille M.
Hun leger, at det er mad til dukkerne.
Bruger timevis på at tage en skefuld perler fra gryde og putte over i den lille babykop.
FLAFLAFLAFLA siger det, når hun taber dem allesammen igen.
Og så ligger vi der og samler og samler.
I går var det mig, der fik skubbet til hendes hemmelige stash bag en stak papir.
DRRRRRRRRRRRRRRRR sagde det, da de trillede ud over det hele.
Jeg blev hidsig.
Thi jeg lider af søvnløshed for tiden, ja jeg skriver ’lider’ fordi jeg har ekstremt ondt af mig selv, og de der millionvis af perler lige, når jeg skulle i gang med noget andet, var saltsyre i mit stakkels sår.
Vi har et grimt gulv. Med store sprækker mellem plankerne.
”Vi skal også have det ordnet,” siger vi.
”Ej, skal vi ikke hellere bruge pengene på noget andet,” siger vi.
Og det forbandede jeg i går, da jeg sad der med en skruetrækker og forsøgte at få de rådne perler op.
Som en anden askepot.
 Jeg endte med at støvsuge.
Selvom det skar i hjertet på min lillebitte perlepige.
Jeg forstår ikke perler.
Hun har tit tre perlekæder på.
Ligner noget fra et cirkus.
Hun er også meget ked af det over, at hun ikke har lige så langt hår som de andre piger, for så ligner hun ikke en prinsesse. (Indsæt bræk-ansigt)
Så nu har jeg købt en langhåret prinsesseparyk til hende.
Til fastelavn.
Jeg føler mig som en alien.
Eller en mand.
For jeg har aldrig set det fede i hverken perler eller prinsessehår. Jeg har i det hele taget aldrig leget prinsesse, og da jeg var korthåret lignede jeg en drag queen, når jeg tog perle-øreringe på.
Sjovt nok sker det samme, når jeg tager prinsessehår på. 

8 kommentarer:

  1. Måske perleproblemer og prinsessekvalme ikke er sjovt, når det står på...men dit indlæg har reddet mit nedadgående humør. Tak!

    Hvad er det for noget med de yngstebørn og prinsessehørm? Min yngste kaldte sig Tornerose over en længere periode i vuggestuen. Insisterede på at have tornerosekjolen uden på bodyen...når jeg hentede hende sad hun der og tronede i sin lyserødhed og gnaskede rødbedeboller. Dag efter dag (stakkels pædagoger). Sidst har det været Rapunzelhåret, som skulle klipses fast inden afgang til børnehave. Så cyklede jeg afsted med Rapunzel bag på cyklen, med fletningen stikkende ud under cykelhjelmen og bundet rundt om cykelstolen, så hårpragten ikke forvildede sig ind i hjulet...Før jeg fik børn ville jeg hårdnakket have nægtet nogensinde at gå med på sådanne lyserøde griller:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Men det er da meget smart med rødbedeboller, for så SKIDER man også lyserødt. Det ville min datter elske.
      Jeg ville også have nægtet pure nogensinde at falde i prinsessefælden. Før lille M. Men hun er så fuldstændig fantastisk nuttet, at jeg vil gøre alt. Selv farve hendes tis med frugtfarve, hvis hun beder mig om det på den der nuttede måde.

      Slet
    2. Ja nuttetheden er umulig at modstå. Umulig! Mon det fortsætter? Tænk, hvis vi stadig selv synes de er über nuttede, når resten af verden bare mener de er dårligt opdragne, forkælede teens...med lyserødt pis og divanykker!

      Slet
  2. Mette D2/05/2013

    Sæt en nylonstrømpe på støvsugerrøret når du støvsuger perler op, så ender perlerne i strømpen og ikke i støvsugerens mave, og vupti - så kan de genbruges og ingen perlepiger behøver have ondt i hjertet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fandme smart. Jeg ved bare, at det ville gå helt galt for mig. Jeg ville suge det hele ind i maskinen, der sikkert ville sprænge i luften. Men jeg får B til det.

      Slet
  3. Søvnløshed er en dræber. Det lyder lidt tungt for tiden. Pludselig vender det. Det har det fandeme også bare at gøre!

    SvarSlet
  4. Hahaha! - Elsker din sidste sætning! Den er kronen på værket. Perlen, simpelthen (hosthost)!!

    SvarSlet
  5. Gummifuger ... det drømmer jeg om når jeg ligger søvnløs. Gummifuger der holder ting ude af spækkerne og naboens cigaretrøg ude fra mit soveværelse.

    Når jeg finder nogen der gør det billigt (eller for en overskuelig pris) skal jeg nok lade dig det vide ...

    SvarSlet