12. mar. 2013

Blå poesi eller slimet kaos

Da jeg boede i Reykjavik svømmede jeg rigtig meget, fordi man kunne gøre det udendørs. Det var fantastisk. Ligesom den hvide hudsvømmedragt, jeg til sidst havde implementeret på min hud.
Herhjemme er det anderledes.
Men jeg elsker det lidt alligevel, når jeg får taget mig sammen.
Bevares.
Jeg er ikke nogen imponerende svømmer.
Jeg svømmer udelukkende brystsvømning, og jeg troede, min teknik var god, indtil jeg så en ægte svømmer forleden. Hun dykkede ligesom ned som en smidig fisk i en bue. Med panden først. Hvor jeg bare sænker mit ansigt et par millimeter ned under overfladen og hiver det op igen.
Jeg prøvede at efterligne hende.
Det endte med, at jeg stod på det lave og hostede og gispede efter vejret.

Jeg kan selvfølgelig bedst lide, når der ikke er så mange mennesker på banerne. Når man kan forsvinde i sin egen blå tunnel. Når det er som om, hvert svømmetag er en blid kniv, der skærer længere og længere ind gennem alle de overflødelige lag uden om det, der for alvor er mig. Når det føles som blå poesi at bevæge sig gennem bane efter bane.

Det er anderledes anstrengende, når man svømmer af sted i adstadigt tempo og forsøger at forsvinde i sin tunnel, men så får man hele tiden en hånd i hovedet, vap over tæerne af andres svømmehænder eller skyller af vand i ansigtet, så man må stoppe og hoste, fordi en eller anden karl smart absolut skal svømme med 80 km i timen, og man tænker, må jeg lige have lov at være her, men så opdager man det lillebitte skilt over banen med ordene: KUN FOR HURTIGSVØMMERE, og man glider umærkeligt over i næste bane.

Men her er der også alt for mange, og så ender man ovre i den trebanede afdeling med pensionisterne. Så kan jeg da få lov til at svømme helt roligt, tænker man, men man bliver alligevel lidt arrig over hende den storblomstrede, der absolut skal svømme rygsvømning helt langsomt, mens hun på imponerende vis formår at fylde tre baner.
Pludselig lægger man mærke til al slimen.
De små tråde, der fimrer forbi, som havde de en vigtig destination.
Der lugter af gummi og badehætte selv nede under vandet.
Og kan det virkelig passe, man kan lugte folks hvidløgsånde dernede?
Så går man op.
Og sætter sig i saunaen.

Og der er det så, jeg altid, altid kommer til at tænke på Katrine. Min gamle svømmehalsmakker. Hende jeg så det lange fissehår sammen med. Som ingen vil tro på.
Men nu har jeg fået beviser.
Jeg fik nemlig denne mail af min gode ven Ulrikke forleden:

Kære Maria,

Lidt nyttig viden fra Tidens Kvinder magasinet til at underbygge din svømmehalshistorie...:

– "Det længste kønshår nogensinde målt var 71 cm."

Så skal der ikke længere komme nogen og sige, at du lyver!


HA!
Ta' den! 

9 kommentarer:

  1. Jeg tror på dig.... men bed mærke i humlehøjsvømmeren..... som i Sønderborg, måske? For der har jeg vel nok brugt mange, mange lange timer....

    Venlig hilsen hende som ikke er syg stalker men bare synes det var lidt sjovt at du nævnte min gamle hjemmebane ;)

    SvarSlet
  2. Netop! Sønderborg... så har du sikkert også siddet og spist sprøde pommes til en tier i cafeteriaet, mens du kiggede ned på dem, der turde springe fra 5'eren?

    SvarSlet
    Svar
    1. Pommes og bland selv slik fra det lille vindue. Netop =) OG Jeg turde heller aldrig selv springe fra 5eren...

      Slet
  3. Åh, jeg elsker det samme som dig. Og er stadig imponeret over julemandsskægshistorien!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tænker også tit på det tynde, røde fisseskæg....

      Slet
  4. Anonym3/12/2013

    Ha ha, jeg havde egentlig helt glemt det igen. Dengang i Humlehøj. Du er bedre til at huske de vigtige detaljer her i livet, end jeg er. Men kan du så huske den føntørrer, hun stod under?? Det kan jeg. De var da egentlig også lidt et kapitel for sig, men jo ikke nær så sjove, som de mennesker, der stod nedenunder. For man stod nemlig neden under dem! Kh din gamle svømmehals-makker

    SvarSlet
  5. Anonym3/12/2013

    PS. jeg behøver vel ikke bekræfte, at historien selvfølgelig er helt igennem sand?

    SvarSlet
    Svar
    1. Katrine klapklapklap Katrine klapklapklap! Skal vi ikke en dag tage tilbage? Og spise pommes? Eller måske vil det bare ødelægge alle de fine minder. Som når man havde fodvorter og skulle ind bag disken til hende den skrappe og have vammelt spray på.

      Slet
    2. Anonym3/13/2013

      Jo det kunne være sjovt! Gad vide, om man stadig kan få skrig-grønt saftevand? Nej, det afgik nok ved døden i de så korrekte 00'ere. På den anden side går tingene nok ikke sååå hurtigt in good old Humlehøj, så måske hvis vi er heldige? Jeg giver!

      Slet