28. mar. 2013

Okay, indrømmet....

..... mit sidste indlæg om parallelparkering skrev jeg nok udfra en lidt slap kønsvinkel. Jeg har fået en del kommentarer på det og har tænkt over det siden. Det var åbenlyst et løst og uigennemtænkt skud fra kønshoften, og det er farligt at stikke hånden i en hvepserede, når jeg egentlig bare ville underholde med mine egne handicaps.  Jeg får fremstillet mig selv som en, der faktisk definerer køn som kasser, der er givet på forhånd, som naturlige skillelinjer.

Nu har jeg tænkt over det i den sprøde sne i den svenske skov.

Det er et interessant og komplekst område. Og sandheden er, at jeg ikke går og tænker på mig selv som kvinde i andre tilfælde, end når jeg skal vælge piktogram på en dør. Mine forældre gjorde op med alle former for kasser dengang i 70erne og jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor kvinder var sådan og mænd sådan. Jeg tror mere, jeg er vokset op med at definere mennesker efter temperamenter, måder at være på. Lyse i sindet, mørke i sindet. Følsomme, tilbagelænede.
Et temmelig pragmatisk blik på køn.
(Jeg fik en gave af min mor, da jeg fik menstruation.)

Min mor var pædagog med smækbukser. Jeg kan huske, at hun fortalte, at hendes veninder sagde brænd nu den bh på bålet, smid den. Men det ville hun ikke, for hun syntes den var rar mere end hæmmende. Hun definerede selv sine kvinderammer.

Jeg selv ville være en dreng til jeg blev 12.

Alt dette er jo på den bevidste side af sagen. Og min pointe er, at jeg faktisk bliver lidt opløftet, når jeg føler mig som en kvinde, som en del af et feminint fællesskab, og derfor syntes jeg det med parallelparkeringen er sjovt. At man kan lægge nogle gitre ned.
Og jeg vil også til en hver tid have lov til at forestille mig - det bliver aldrig noget, jeg gider gå på videnskabelig bevisjagt efter - at der er en naturlig grund i vores køn. At der er forskelle, der peger tilbage på de funktioner, vi havde som urmennesker. Jeg synes, det giver mening.

Så er der den ubevidste kønsopdeling, og den er både interessant og meget skræmmende.
Når jeg ser på mine børn og den måde de fremstår på, bliver jeg på en måde lidt flov.
Måske fordi jeg er opvokset i de brune 70ere, hvor det var forbudt at vise kønsforskellene i tøjet.
Det er det ikke nu.
Min pige er lyserød og lilla, min dreng blå.
Og det handler mest af alt om, at det er det tøj, der er tilgængeligt på en let og billig måde.
Jeg er også på en måde lidt ligeglad, men det er selvfølgelig en hovedløs dyrkelse af kønsforskelle.

Når det gælder deres personligheder, ved jeg, at jeg med hele min tilgang lægger kønsforventninger ned over dem, men min oplevelser er altså også, at der er nogle grundforskelle i deres temperamenter, jeg synes det giver mening at forklare med køn.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen. Det er lidt en labyrint.

Egentlig vil jeg bare forsvare mig og forklare, at jeg ikke er fortaler for kønnet som fængsel, som firkant man partout skal blive inden for.
For mig giver det stadig mere mening - på det bevidste plan - at definere mennesker udfra temperament og personlighed.


2 kommentarer:

  1. ...og det er jeg som mand med en blog glad for.

    (helt enig)

    SvarSlet
  2. Gid flere mænd havde blogs, man lærer et og andet.

    SvarSlet