15. mar. 2013

Om stress

Jeg forestillede mig før, at stress var en relativt simpel nedsmeltning af hjernen pga. for meget arbejde. Som en bil, der ikke kan køre længere.
Jeg havde ikke tænkt, at den kunne flytte ind i en som et udefinerbart dyr. Som en lille Der skaber uro, men som også tager nogle gode ting med sig. Sætter nogle tanker i gang om den måde, man lever sit liv på. En venlig og lidt klam hånd på skulderen om lige at tage en slapper.

 Venlig fordi jeg jo kun smagte en flig af stresssen. Den nåede ikke at tvinge mig i knæ, som den har gjort mod andre, jeg kender. Suget hukommelse og klumper af deres selvforståelse ud af dem.

Da jeg havde brokket mig over min søvnløshed på mere eller mindre hysterisk vis en rum tid, sagde B til mig, at han syntes, jeg skulle ringe til min fagforening, for der sidder tit nogle stresskonsulenter. Det vidste jeg heller ikke. Men jeg ringede til den sødeste Lone, der smed hvad hun havde i hænderne og lyttede til mig, og det var hende, der åbnede mine øjne.

Hun sagde, at jeg skulle tage det alvorligt. Og at det lød som om, at det var noget, der var bygget op over længere tid.  Fordi jeg havde befundet mig i en art livskrise, hvor jeg var en smule trykket af vægten af svag klaustrofobi og følelsen af meningsløshed. Jeg havde gang i en million overvejelser om, hvad jeg skulle. Og så følte jeg mig også lidt klemt fast i et job, der måske ikke rigtig tillod, at jeg slap så meget af mig selv løs. Mit potentiale og min måde at tænke på.

Og det var nok også derfor, jeg i samme stund som jeg fik nyt job, havde det som om, to kg tanker lettede fra min hjerne, og jeg glæder mig som et lille barn til at knokle for noget, jeg tror på. Noget, der giver mening for mig.

Det er min historie. Stress har vel lige så mange historier som ofre.

Min lille smagsprøve har fået mig til at tænke. På hvad det egentlig er for et underligt fænomen. Om det altid vokser ud af en hjerne, der tynger sig selv for meget. Om andre også frygter metastress mere, angsten for at ryge længere ned i stressens tag, end selve det lille dyr, der flytter ind i kroppen og måske bliver mindre, men dog bliver der for altid. Er stress altid sådan et dyr?

Kan det også være et mere voldsomt monster, der ødelægger mere, end det er til at bære? Kan det komme af ren fysisk overbelastning, eller er det en størrelse, der altid vokser op som en byld af den måde, vi er kaptajner i vores liv på? Kan stress være andres skyld, udelukkende? Fik man stress i 1800-tallet, men kaldte det noget andet? Eller er stress en sygdom, der kun eksisterer i den form for individ, vi har formet os til at være i 2013. En følgesygdom af den tangent, vi har bevæget os ud af?

Hvad er dit blik, din historie?

7 kommentarer:

  1. Man siger, at hvis man én gang har haft stress, er risikoen større for at få det igen. Og det er nogte noget med det der meta-stress. Og at når man mærker den der hjertebanken og ikke kan sove, så véd man hvor galt det kan gå igen. Og så stritter kroppen.

    Samtidigt tror jeg, at det er noget som følger vores tid og ikke fandtes i 1856. Fordi vi har større forventninger til os selv.Den gang var man god, hvis man opfyldte sin plads i livet og fandt sig en god mand. Så var der jo alle dem som faldt uden for kategori. Lesbiske, sensitive og disponerede for drepression.. De var spå nok dem som blev tosserne. De underlige. Som boede ude i skoven eller som aldrig flyttede hjemmefra.

    SvarSlet
  2. ps: ikke at jeg overhovedet mener, at de personer er underlige, men jeg tror, at de blev set sådan på den gang.. Det skal lige slås fast.

    Og undskyld for slåfejlene

    SvarSlet
  3. Anonym3/15/2013

    Min helt personlige erfaring er, at metastressen bliver mindre med tiden. Nu er det 7 år siden jeg havde min nedtur, og jeg er normal igen. Eller - dvs. jeg erfarede på den hårde måde, at jeg skal lære at forstå mine egne signaler. Det lærte jeg ikke rigtig op gennem barndom og ungdom, måske fordi jeg ikke havde brug for det. Så det er en læreproces at tage mavefornemmelsen seriøst uden at blive hende der "siger fra" overfor alting. I starten var jeg meget skrøbelig, men hjerne og sind heles igen - og livsomstændighederne med. Så nu er jeg klogere og stærkere.

    SvarSlet
  4. Anonym3/16/2013

    Tak fordi du skriver om det og tak fordi du spørger:
    Først var der et speciale der fik mig til at føle mig som verdens værste studerende. Bevares, det gik glimrende. Som i virkelig godt. Men min selvtillid er et halvt år senere stadig knust.

    Samtidig er der det der med at være sidst i tyverne og have på fornemmelsen at være kommet bagud i det store ræs om det gode liv. Omkring mig har folk job, gode lejligheder, børn. Og det er et sted, hverken jeg eller min kæreste er nået til endnu, det kan simpelthen ikke lade sig gøre lige nu.

    Og så er der arbejdsløsheden. Jeg vil så forfærdeligt gerne have et job, men der er åbenbart ikke brug for mig eller mine kompetencer. Og uden job ryger jeg endnu længere bagud ifht. mål om et meningsfuldt og godt liv. Meningsfuldt job, fornuftig/rimelig bolig, børn.

    Først troede jeg det var en depression. Men i dag kan jeg godt se at det startede med stress. Og at jeg slet ikke lyttede til det min krop fortalte mig.
    Jeg brændte helt sammen i julen og fik endeligt bedt om hjælp. Det går bedre nu, men jeg er stadig meget ked og der skal ikke meget til, før min hjerne brænder sammen. Angsten, hjertebanken, tankestrømme: jeg er blevet bedre til at gennemskue det, lytte til det, styre det. Men det er fandme op ad bakke.

    /Em

    SvarSlet
  5. Anonym3/16/2013

    Min historie handler om min døende mor. Som ikke døde af rygerlunger, som vi ellers klart havde forventet, men i stedet af leversvigt. Fordi hun havde marineret sin lever i rødvin siden min konfirmation. Hvor jeg for alvor trådte ind i de voksnes rækker, fordi der ikke var andre til at være voksne for mig. Jeg var 13 år.
    Det var ikke noget, vi talte om. Det gør jeg stadig sjældent. Fordi det er en historie med så mange facetter, så meget holden af og inderligt had og latter og smerte i sær forening. Alkoholiserede forældre er jo noget skidt og børnene skal på børnehjem fordi de er svigtet og får ar på sjælen for altid. Og ja, der er bestemt ar og skrammer, men når jeg anerkender eksistensen af det, så føler jeg at jeg sætter mig selv i bås som et offer, en stakkel. Mit selvbillede viser en social, udadvendt, skæg, begavet person, hustru og mor til tre. Jeg prioriterer ego-tid, familietid, veninder og sport. Jeg synes selv, jeg har ret stor succes med at være mig.
    Men da lægerne begyndte at spørge ind til min mors alkoholvaner, da vaklede fundamentet. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke koncentrere mig, jeg kunne ikke være en del af min familie og begyndte at fantasere om at forlade mand og børn og flytte til den anden ende af landet og begynde at læse igen. Jeg var skuffet over alle de mennesker omkring mig, som aldrig havde opdaget at min mor trådte vande i rødvin og derfor ikke var kommet mig til undsætning. Hvor mange af handlingerne i mine teenageår var egentlig mere et råb om hjælp end egentlig teenageopførsel. Hvorfor begyndte jeg at ryge, og hvorfor røg jeg hash? Hvorfor lod jeg min kæreste banke mig. Jeg var 14 år.
    Det var nok mere en forsinket stressreaktion udløst af de begivenheder, der endte med at min mor døde.
    Jeg taler stadig sjældent om det. Min mors drikkevaner. Jeg vælger markant anderledes. Jeg drikker aldrig vin. Jeg drikker aldrig nogensinde alene. Jeg gider godt være spritstiv til en fest, men alkohol er altid noget vi skal være flere om.
    Jeg ryger ikke mere og jeg har fået bedre kærester sidenhen.
    Jeg er ikke et offer!

    SvarSlet
  6. Tak for, at I ville dele jeres fine historier med mig!

    SvarSlet
  7. Det er nogle meget interessante spørgsmål, du stiller - og jeg har kun de svar, der fylder hele min blog, www.hjertefanden.dk. Det er to år siden, hjerne og krop lukkede ned med stressdepression. I det er både noget medfødt, noget barndom, noget personlighed og nogle omstændigheder som årsag. Men senest har job været en killer, og det har jeg også en virkelig god case på, på et link jeg har fået sendt på twitter. Jeg kan ikke kopiere det ind her, men det er skrevet i dag, 9. april: isobelsverkstad.blogspot.se

    SvarSlet