30. mar. 2013

Slidte elendigheder


Jeg fyldte 37 forleden. 37.
Det gør visse af mine opførselsmønstre til lidt halvslatne efterhånden. Lad os bare sige, at der er et par steder, hvor jeg godt kan stramme lidt op.

Det drejer sig særligt om følgende to elendigheder, sat i perspektiv af B's skarpe replikker:

1
"For helvede, Maria. Så lad da være med at kigge på hende, hvis du kaster op af det."
Vi holdt fredagsbar. Det var hyggeligt. Jeg drak øl. Jeg støvsugede popcorn op dagen efter, jeg pakkede, thi vi skulle til Sverige. TJUMTJUMTJUM lige ordne alt det habbengut. TJEK.
Lige trække vejret dybt, mens B handlede i Netto, og så af sted.

Til et hus, vi har kørt til ca. 3 millioner gange før, men denne dag var mærkelig, og pludselig var vi meget, alt for, sydligt i Sverige, og lille M klynkede på bagsædet og råbte JEGVIL HAVE SKO på, men i virkeligheden skulle hun kaste op, og jeg klaskede en gammel frysepose i ansigtet på hende med store armbevægelser ti gange, før....... så kom det, og jeg nussede hendes ben, og J holdt hendes pose, mens han helt cool kiggede den anden vej.

Men jeg KIGGEDE på det unævnelige, og det var ikke kaskader af bræk eller bølger. Det lignede en brun, fast pølse på vej ud af et røvhul, og så var det, jeg kastede op i egen mund. I egen hånd. På egen taske, i eget hår, og jeg åbnede døren, mens vi kørte og råbte og fægtede med bræk og så stop dog for helvede bilen.
Bagefter tog jeg mit tørklæde og viklede det kunstfærdigt om mit hår, så jeg ikke skulle lugte til mig selv.
B sagde, jeg lignede en, der gerne ville spille bongotrommer i Gnags.
Senere stod vi med dyneveste og store støvler i køkkenet og gav hinanden high five, fordi vi endelig havde fået temperaturen op på over ti grader efter to timer.
Jeg forsøgte mig med et bad, men vandet spruttede bare i rørene. Så jeg måtte stikke hovedet ind under den kolde hane i køkkenet.
Jeg så godt hans himmelvendte blik.
Så kig dog for helvede væk, Maria.


2
"Det er fordi, du ikke anerkender faste pladser"
Sådan sagde han nøgternt konstaterende til mig i dag. Fordi jeg brokkede mig over, at jeg ikke bare kan beslutte, at min pung hører til i øverste forlomme på min taske. Færdig.
En følelse af sandhedspuster ramte min 37-årige mave.
Det er jo rigtigt.
Jeg anerkender ikke, at ting har faste pladser.
Jeg arbejder slet ikke med det begreb.
Jeg ved godt, hvorfor.
Det er fordi, jeg er vokset op i et hus, hvor ALT havde faste pladser.
ALT.
Selv tingene i køleskabet stod snorlige.
Det går op for mig, at jeg har brugt de sidste 25 år på at nedbryde 'faste pladser,' og at jeg faktisk er blevet særdeles fremragende til det.
En lille sejr.
Der ikke er charmerende længere, på nogen måde.
Det har udviklet sig til et handicap.
"Faste pladser gør jo immervæk tingene lidt lettere," sagde han og lød så meget som min mor, at jeg ikke helt ved, om jeg er parat endnu.

2 kommentarer:

  1. jeg har en idé - en nervøsitet nok nærmere - om at jeg ikke bliver voksen før jeg har fatte, indført og overholdt det med faste pladser til Alt! Og jeg er så bekymret for at det aldrig kommer til at ske. Jeg har ikke engang rigtig fattet det endnu. Så en overskrift i Politiken om at rod i ens hjem afspejler rod i ens liv. Vidste jeg jo godt, men følte mig alligevel ramt. Og hvem har egentlig bestemt at man ikke må rode?? Hverken i ens hjem. Eller i ens liv. Pis.

    SvarSlet
  2. Ja. Pis. For mig har rod altid været lig med frihed. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får løsrevet mig fra det. Jeg kan i øvrigt virkelige godt lide din blog selvom den river lidt i hjertet.

    SvarSlet