10. mar. 2013

Til T


Man kommer langt med trusselsbreve
For noget tid siden var jeg til Twitter-bar på Vesterbro, hvor jeg fik lidt under vesten og faldt i snak med en ung herre fra Gyldendal. Vi lavede klistermærker med – skal vi selv sige det, meget spidsfindige navne – som vi satte på alle de øvrige gæsters rygge. Vi kom også til at snakke om blogs og bøger.
Jeg råbte op om, at jeg hader give aways (selv ordet lugter) og nægter at udlodde præmier på min blog. Det er narrefisse-indlæg i mine øjne. Slap lige af, sagde hans blik, og han var sådan set ikke på nogen måde interesseret i at prakke mig noget som helst på. Så det endte i stedet med, at jeg sendte ham en trussel-mail i nattens mulm og mørke: Send mig Suzanne Brøgger. Ellers………
Således fandt jeg TIL T i min postkasse få dage efter.

Hvorfor lige Suzanne Brøgger, tænker du måske?
Det er ikke, fordi jeg egentlig er savlende fan eller noget.
Men hun står lidt som en pæl i min litteratur-opdragelse. På flere måder.
Mig og Suzanne
Jeg elskede dansk i gymnasiet. Med Ivy, der var så optaget af litteratur og så lidt forfængelig, at hun ved en fejl havde købt gummisko, der blinkede. Mit hjerte hamrede i dansktimerne. Af kærlighed til litteratur. Det var nøjagtig ligeså corny og dybfølt, som det lyder. Herre Gud. Jeg var 16.
Den allerførste stil, vi skulle skrive, tog udgangspunt i et essay fra Suzanne Brøggers debut ’Fri os fra kærligheden.’ Jeg var blæst væk. Denne intelligente kvinde, hvis ord havde så meget vægt, at jeg endte med at have streget hvert eneste ord på min krøllede kopi over med gul overstregningstusch.
Siden læste jeg dansk på Universitetet. Hvor jeg havde Suzannes Brøggers mand. Han lærte mig at læse teksten på tekstens egne præmisser og hed Keld. Jeg var virkelig fag-forelsket i Keld, selvom han sagde, at hans viden om litteratur stoppede ved 1980. Men hans vid. Hans skarpe sind.

Til T: Der er en del pis, men også mavepustere
Og det er nøjagtigt det, der fanger mig ved Suzanne Brøggers tekst TIL T. Hendes vid og hendes skarpe sind. Jeg er egentlig mest til ikke så meget pis-fiktion. Jeg gider ikke meta-kommentarer, der tager stilling til den tekst, jeg er i. Lige så lidt som jeg gider film, hvor personer taler direkte til mig. Jeg vil forsvinde. Men jeg vil også gerne blive klogere. Suzanne Brøgger giver mig mere af det sidste end af det første. Hun kan ikke bare underholde uden mening, vid og perspektiv, og det gør teksten svært tilgængelig set i forhold til letspiselig underholdning, men til gengæld er den udfordrende og tankevækkende.

Jeg har heller aldrig forstået Peter Plys-hypen
I begyndelsen blev jeg lidt irriteret på Til T. Udgangspunktet og omdrejningspunktet er en familieskovtur 15. juni 1985. Og hovedpersonen hedder (i begyndelsen) Lady Gaga. Allerede her er fortælleren alt for nærværende efter min mening. Når der står 1958, vil jeg fandme have 1958. Tænkte jeg. Et par sider inde skifter Lady Gaga, moren i familien, navn til Kængu. Børnene bliver til Grisling, Tigerdyret og Kængubarnet. Stedfaren hedder Jakob.
Det irriterede mig også til at begynde med, fordi det skaber samme distance som fortællerindblandingen, og jeg får ikke lov til bare at leve mig ind i nogle personers liv.
Men så begynder det alligevel at give mening.
For bogen beskriver en familie, eller familien som begreb, i opløsning. I brydning anno 1958. Familien som en utopi. En fiktion.
Passager som disse har sat sig fast på min indre citat-opslagstavle:

Sådan en skovtur kan man ellers kalde en utopi. En familieutopi. Der er ikke noget, der hedder et familieflop. Alle er genetisk programmeret til at tro, at det bliver bedre næste gang, når familien skal i skoven.
Det er næsten umuligt for en moderne familie at spille noget sammen, for de er alt for travlt optaget af det spil, der heder ’familie,’ og må bruge al energien på at falde ind og ud af hinandens identiteter. Det er det paradoksale ved en moderne familie. Den skal hverken være opdragende i henseende til at smede kobbergryder eller lægge tag, den skal bare være identitetsskabende. Og det er lige præcis det, den ikke kan.
Og så blødte det fra hendes håndled igen
Skovturen og te-selskabet bliver de to kaotiske famile-omdrejningspunkter i en historie, der ikke er bygget op med begyndelse, midte og slutning, men som svæver rundt i fragmenter, der handler om familie, identitet, fiktion, liv. Mest fra Tigerdyrets synsvinkel. Og det er her, historien bliver stærk. Gennem Tigerdyret.
Det er her de mavepustere ligger, som jeg gerne vil have, når jeg læser. (F.eks beder moren sine to døtre om barberblade, så hun kan skre sig selv, og de er så opsatte på at hjælpe hende, at de straks går i gang med at lede i hendes skab.) Og det er her, jeg finder  billeder, der bliver hængende længe. Tigerdyret ser syner eller skaber fantastiske fiktioner som flugtpunkter i en familie, der mildest talt er dysfunktionel. Der er noget ømt, skrøbeligt og råt over historien, som alligevel tillader mig at give slip på mit tænkeapparat og pletvist falde ned i historien og udvikle følelser for hovedpersonen, Tigerdyret – T.

Den medrivende fiktion, den gode historie, er slet ikke hendes projekt eller præmis. Moren i bogen, Lady Gaga og Kængu nægter til gengæld at give slip på plottet:
Hun har ikke i sinde at følge en Robbe-Grillet og at give afkald på både kronologi og kausalitet, sammenhæng, plot og hierarki og personnavne.
Måske er det netop her, hendes sygdom og opløsnings grund ligger.

ZZZZZ hold nu kæft, Maria
Og det er så her, jeg skal til at huske på, at jeg ikke længere går på universitetet og skal skrive lange afhandlinger om de bøger jeg læser. Selvom det i virkeligheden er det, jeg får lyst til, når jeg læser Suzanne Brøgger. Fordi der er så mange lag at kratte i.

2 kommentarer:

  1. Nu bliver jeg helt nysgerrig om hvem hendes mand er og om jeg mon kender ham.. har også læst dansk :)

    SvarSlet
  2. Han hedder Keld Zeruneith :-) Jeg ved jo ikke, om de stadig er mand og kone....Kender du ham?

    SvarSlet