3. maj 2013

Hvad fanden gør man?

Min søster og jeg skændtes virkelig  meget, da vi var børn. Jeg husker, hvordan vi jagtede hinanden rundt med grydeskeer, hakkede hårbørster i hovedbunden, sagde fine ting som : fede svin, jeg hader dig.
Det mærkelige ved søskendeskænderier, er at de ikke forplanter sig som noget dårligt i dem, der skændes - som det er tilfældet med andre typer af skænderier. Her kan man jo have ondt i maven i dagevis. Når man skændes med sin søster/bror er det vel mere som en slags underholdning. En fritidsbeskæftigelse og en pissen territoriet af i den konstante konkurrence op mod forældrene.
Jeg så nogle hunde forleden, der bed hinanden hårdt i kinderne, mens de logrede med halen.
Det er vel stort set det samme.

Jeg prøver at genkalde mig fornemmelsen. Intet traume. Kun underholdning og raseri, der forsvandt på fem minutter indtil næste gang, hun var en kæmpe idiot.
Det er let at genkalde mig min mors blik.
"I dag overvejede jeg nærmest at blive på arbejde, så jeg slap for at komme hjem til jeres skænderier," kan jeg huske, hun engang sagde med hænderne hængende slapt ned langs kroppen.
En anden gang sagde hun med tårer i øjnene, at nu var det nok, og hun overvejede stærkt, at vi skulle til familiepsykolog, så det kunne stoppe.
De bad os gå ind på værelset og råbe af hinanden, men det var ikke lige så sjovt uden publikum jo.

Og nu er det mig, der er moren med de slappe arme.
Jeg kan ikke med hverken min fornuft eller fantasi forstå, hvorfor J lader sig gå på, når hans søster påstår latterlige ting som, at himlen er brun. Han kan råbe, række tunge, skrige og kradse for ting, jeg ikke fatter, han ikke bare griner hånligt af.
På den anden side er han den sødeste storebror i verden.
Og lille M, den lille mæfikke. Pik, lort, grimme, fucking, hvisler hun til ham, når vi vender ryggen til.
Forleden holdt hun ham i hånden, da han var ved tandlægen.

Det er, som det skal være. Jeg ved det. Men det driver os til vanvid, når de står der i gangen og råber JO NEJ JO NEJ og spasser ud på hinanden over de mindste ting. Det er virkelig ikke til at holde ud.
Jeg har prøvet med et hemmeligt håndtegn til J, der betød ignorér. Men det er virkelig svært for ham.
Nu har jeg taget en ny strategi i brug.
Hver gang, der er det mindste, skal de komme ud til køkkenbordet og sætte sig. Så spørger jeg på ekstrem pædagogisk vis, hvad der er foregået. Beder dem afgive forklaring.
Til sidst afsiger jeg dom. Den har ret. Den skal sige undskyld.
I går handlede det om, at J sagde, at drenge godt kunne gå med kjole. Det mente lille M ikke og sagde 'fåls' til ham, hvorefter, han skreg og rakte tunge.
Dommen blev en undskyldning fra dem hver og en formaning til lille M om, at J faktisk havde ret.
Målet er, at det skal kede dem så meget, at de ikke orker at skændes.
Problemet er bare, at jeg allerede keder mig utrolig meget over at skulle høre på deres lange forklaringer om, så sagde hun og så og så og det var bare mega strengt, og pik mig i øret, de går op i detaljer.

HVAD FANDEN GØR MAN?
Hvem ligger inde med nøglen?
Hvem har løst gåden?
SIG DET!

18 kommentarer:

  1. Anonym5/03/2013

    Jeg er ikke sikker på at der er en løsning i den forstand at man kan få dem til at holde op med at skændes. Jeg skændtes ikke selv så meget med min bror, på nær nogle få måneder/år hvor han var topprovokerende og ville have min opmærksomhed.

    Jeg har ikke selv børn, så jeg har ikke voksenobservationer at støtte mig til.
    Men på trods af mit dårlige grundlag for at udvikle en teori, har jeg nu alligevel en tanke om hvad årsagen er. Ikke løsningen, men årsagen og det kan måske i det mindste være en lille trøst a tænke på hvad det måske er er foregår imellem dem.

    Når jeg tænker på børn der leger, plager deres forældre om et og andet, skal have et glas vand 5 min efter de er puttet, eller som skændes med deres søskende, tænker jeg altid på det som en form for træning i det de siden skal i deres liv. Sider af sig selv de styrker på lige ford med motorik o.lign Altså en form for øvelse. Legeriet er klart noget med hvem har hvilke roller og hvordan udfyldes rollen.
    Plageri og f eks tørst efter sengetid, hvad er mine grænser i det her og hvad er min rolle, hvor langt kan jeg gå og hvad kan jeg opnå. En form for udvikling af forhandlingsteknik.
    Søskende der skændes er igen roller. En form for interne magtkampe men også at udfylde sine roller. J er storebror og han har for længst fundet ud af at han ved nogle ting som lille M ikke ved. Han ved også at han i mange tilfælde skal hjælpe hende med at forstå det han ved og forstår. Nogen gange er det irriterende, andre gange er det en skøn følelse at være den store der ved og kan lære/belære. Når hun så er den lille der insisterer på at vide, som var hun den store, så kan han ikke slippe rollen som storebror. Han kan simpelthen ikke sidde det overhørigt at hun siger at himlen er brun. Han har ikke den voksnes evne endnu til at trække på skulderen og sige at hun er fjollet. Han opdrager hende for det er rollen som storebror. Hun kan ikke lade være, for når man er lillesøster er det så fedt at man kan sige noget de andre griner af. Til en start fordi man er ufrivilligt morsom, håbløst bag de andre i familien og man får rollen som den der kan sige noget sludder. Samtidig er man også træt af altid at være den lille, den uden autoritet og så insisterer man på at man har ret selvom man er usaglig. Man bliver simpelthen nød til at prøve at bestemme at det man siger altså er lov, selvom det noget værre sludder. Det bliver en kamp om roller og egentlig ikke de ord og det indhold der bliver udvekslet.

    Måske kan det hjælpe at se det som en træning i roller og deres funktion, der træner dem i at finde ud af hvem de er, og hvordan de bedste kan styrke deres evner. Der er ikke den samme alvor i det for dem, som for dig der skal høre på det og som forbinder det med noget negativt og måske endda konfliktpræget.
    Vil ikke lyde for bedrevidende, men håber bare at du kan bruge det til et eller andet
    :-)
    C

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fordi, du tog dig tid til at skrive dine tanker her. De er meget fine og de har allerede blødet min frustration lidt op. Det er en god idé at sætte det lidt i perspektiv i stedet for at reagere så spontant på det irriterende i deres skænderier. Det skal jeg virkelig øve mig i. Tak, igen.

      Slet
  2. Jeg må indrømme, at jeg blev helt glad og lidt lettet, da jeg læste dit indlæg Maria. Så er det ikke kun mine børn, som kan irritere, provokere og skrige ad hinanden (vidste det jo godt i forvejen, men nogle gange føles det bare ikke sådan). Det med de slappe arme er så rigtigt, så rigtigt. Til tider bliver jeg simpelthen som en slatten mor-karklud.
    Deres skænderier kan drive mig til vanvid og omvendt kan deres kærlighed til hinanden gøre mig helt høj og kvalmende lykkelig.

    Et super råd har jeg ikke lige nu. Er selv lidt faret vild i strategierne, så jeg kigger med og holder fast i det du skrev om, at det ikke traumatiseret børnene...kun forældrene:-)

    Anonym: Dine tanker om årsagen til søskendekonflikter er så fine. Tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske vi begge skal prøve t-shirt-tricket fra Annie? :-)

      Slet
    2. Det kunne være et forsøg værd. Skal nok billeddokumentere, hvis jeg får dem proppet i en t-shirt:-)

      Slet
  3. Jeg tror søskende har brug for at skændes og som du selv tænker, så sker der ikke varig skade på børnene. Og det er nok hårdest for de omgivelser der skal høre på skænderierne.
    Når det bliver for meget, kan det godt tage toppen af diskussionerne at købe en stor voksen-Tshirt og putte begge børn i den, til de er venner igen. Det kræver kommunikation og samarbejde at foretage sig nogetsomhelst, når man kun har een arm fri og desuden er klistret tæt sammen med en anden og den slags forhindringer kan godt virke vældigt befordrende for lysten til at slutte fred.

    SvarSlet
  4. Jeg synes også, det er ok, at de skændes, når der er noget at skændes over. Men jeg bliver vanvittig af ingentings-skænderier. MOAR J rørte ved min arm. Den slags. Det med t-shirten skal jeg helt sikkert prøve. Tak!

    SvarSlet
  5. Hold kæft hvor er det godt altså.... ja, ikke at dine unger også skændes. Men mere at mine ikke er de eneste.

    For saddan da, hvor har jeg bare lyst til at rive mine ører af nogle gange! Oscar på 5 som ved ALT og argumenterer bedre end Helle T. omkring hendes Gucci taskes oprindelse (!!) og lillebror Victor på 2½ - en tonser af en kopi maskine og robust og stædig som ind i helvede! Get the picture???

    Og så SLÅS de...og jeg mener ik bare sårn tjatte til hinanden...nej nej, de SLÅS! Som voksne ville gøre det...knyttede næver og sparker og paraderne oppe - klar i kampstilling. Skræmmende?? Ja mon ikke....
    Men nogle gange smiler jeg også lidt for mig selv i mit stille sind. Når jeg ser dem stå dér og forsvare sig selv. Stolte og modige, som kun børn kan være det. Så tænker jeg, at det sku nok bare er noget vi som forældre skal stå igennem - de bliver til nogle stærke og modige selvstændige individer når de blir store! Unge mennesker med hovederne holdt højt! Håber jeg...

    For det bør vel være belønningen for at vi skal holde alt det ufred ud...?? At det kommer ungerne til gavn når de skal lære at stå på egne ben og flyve fra den lune rede?? Eller hvad...??

    :-) Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg også, Malene! Selvom det kan være svært at huske på, når min otteårige søn grædende råber: Hun siger, jeg er en grim pige. Jeg håber da de lærer noget. Men jeg tænker også, at man må forklare dem om ondskabsfuldhed imens? Åh. De klarer den sgu nok ligemeget hvad. Det er mere min egen sindstilstand, jeg bekymrer mig for lige nu.

      Slet
  6. Sikke en udfordring - og så bliver du endda nødt til selv at tage stilling til sandt og falsk. Kan du ikke gøre som din mor og sende dem ind på værelset? Også selvom du måske lovede aldrig at blive som hende...

    Og må man så godt bede om et indlæg om alt det skønne ved flere børn?

    SvarSlet
    Svar
    1. Min datter på 3 bliver simpelthen så ked af det, hvis hun bliver sendt ind på værelset, og jeg synes, der er noget forkert ved at gøre deres rum til et strafsted. Men jeg er også temmelig blødsøden.
      Et indlæg om glæden ved at have to børn. Det kan da godt være, det kommer på et tidspunkt. Jeg glædes i hvert fald over det hver eneste dag. Jeg er jo dybt forelsket i dem begge to og føler mig virkelig heldig og rig.

      Slet
  7. Jeg er 27 og min bror er 23. Alligevel skændes vi om fuldstændig ligegyldige ting, så snart vores forældre er til stede. Mærkeligt nok. Så snart vi er alene er vi eksemplariske søskende, der støtter hinanden og har det hyggeligt. Min mor bliver stadig frustreret over det, og jeg tror også andre undrer sig over at vi kan skændes så lang tid om fx hvilken vej der er hurtigst at køre eller om det var i 99 eller 2000 vi var på ferie der og der... Men vi kommer for det meste hurtigt over det. Mit eneste råd er, at du må tage det mindre tungt. Hvis du kan :) kan godt forestille mig det er svært, men det er det jeg råder min mor til.


    Det kan måske trøste dig at høre, at både jeg og min bror har fået trænet vores diskussionsevner så godt, at vi begge to i dag kan vinde de fleste diskussioner, hvorfor vi også klarer os ret fint på fx universitetet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fandme sjovt. Især, at I ikke gør det når I er alene. Jeg vil tage det mindre tungt. Det er et godt råd, og så vil jeg hæfte mig ved det med universitetet. Tak fordi, du skrev.

      Slet
  8. Anonym5/06/2013

    Her skændes de også.
    Men efter vi droppede at være hr og fru Overdommer er livet blevet meget lettere for de voksne her i hytten.
    Altså vi griber ind - også inden den ene sladrer over den anden - hvis det er alvorligt. Det er det jo bare sjældent.
    Så alle han stak tandbørsten ind under vandhanen og det var MIG der skulle til at vaske hænder så derfor slog jeg ham og så sparkede han mig og så blablabla situationerne er blevet færre. Og hurra for det.

    Vi siger "få styr på det" til den der kommer og sladrer. Som regel får de styr på det. Vi har fundet ud af at de jo for fanden godt selv ved hvem der gjorde hvad.
    Det virker her

    Good luck. Vi har fire børn i alderen 3-12. Det fungerer her uden omsorgssvigt selv om det ser lidt helligt og/eller mærkeligt ud på skrift...

    B.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind, tusind tak. Det er virkelig et råd, der kan sætte tingene i perspektiv. For du har ret. Det er jo for helvede aldrig alvorligt. Jeg dropper overdommeren igen. Tak.

      Slet
  9. Jeg er også ret meget til "Det er så himmelråbende dumt, at blive uvenner over det der, at det vil jeg slet ikke blandes ind i. Find ud af det selv - eller lad være med at være sammen". Og så sender jeg den ene ud med skraldet og en anden ud med rester til hønsene eller ovenpå for at rydde op, finde mine sutsko eller noget andet, der ligesom fjerner tankerne fra den hårdknude, de har fået rodet sig ind i". Jeg ved ikke om det er en tvillingeting, men det at skille dem ad og få dem til at løse hver sin opgave, har ofte en gavnlig effekt her.

    SvarSlet
  10. Anonym5/28/2013

    Min fem år ældre storebror og jeg har skændes og sloges hele livet. Min mor mæglede og gød olie på vandene, og min far råbte og skældte ud, men godt blev det aldrig, heller ikke da vi blev voksne.
    Da mine forældre døde for et par år siden med kort mellemrum, kørte det helt af sporet for min bror, som blev nærmest paranoid og troede, jeg ville snyde ham i forbindelse med arvesagen. Han sendte mig bl.a. i en periode op til tyve sms'er om dagen med mere og mere truende og modbydeligt indhold. Til sidst var jeg ved at bryde sammen over presset oven i sorgen over, at mine forældre var døde, og lod ham få flere hundrede tusinde kroner, han ikke var berettiget til, blot for at få fred. Siden har jeg ikke haft kontakt med ham. Min søn er enebarn - og hurra for det!
    Jeg tror, det er vigtigt, at den ene søskend ikke føler, at den anden "vinder" kampen om forældrenes kærlighed, for det sætter åbenbart så dybe spor i sjælen, at trangen til at hævne sig kan vare hele livet...

    SvarSlet
  11. Jeg råber "Hold op med at snak med hinanden!" så chokerende højt at de bliver tavse af overrumplingsangrebet. Som regel kan jeg ignorere dem, men når vi kører bil, er det decideret farligt at skulle tage stilling til latterlige uoverensstemmelser, når jeg også skal navigere rundt på Ballerup boulevard med hele 70 km i timen. Færdselsloven burde faktisk have en paragraf om børn og skænderier i et køretøj i fart.

    SvarSlet