1. maj 2013

Lommeuld #2

*Gad vide, hvordan andre mennesker betragter deres liv indefra, i et forsøg på overblik eller bare en fornemmelse af de forskellige dele? Er der nogen, der ordner i en slags excelark, nogen der inddeler i former og farver? Er det bare mig, der ikke på den måde arbejder i mål? Men måske skal jeg det nu. Måske skal jeg reducere alle de mange confettistykker, der udgør mit livs elementer og begynde at arbejde med lange, brede og tungerevejende bjælker i stedet. Bjælker med målstreger for enden.

*Jeg så en transvestit i dag. I en leverpostejsmængde af virkelig almindelige mennesker. Hun havde en lyserød bluse på og lyserøde øreringe. Hendes tindinger var høje. Og pludselig slog det mig, hvor smukt det var, at hun ragede så strålende ud af mængden, så insiterende strunk. Måske er det det, at to konformiteter krydser klinger inde i hende, måske er det det, der gør hende smuk og får alting til at lyse friskt omkring hende.

*Jeg glemmer at føle min søns verden indefra. Jeg glemmer, hvor stor han er blevet. I morges plagede han mig om selv at gå på frit. Jeg sagde nej, for jeg skulle alligevel den vej, og jeg kan godt lide at følge ham, og pludselig har han ikke brug for os mere og blabla. Men så tænkte jeg over det senere, og ringede ned på frit og sagde, at han godt måtte gå hjem selv. Der gik otte minutter, fra vi sluttede samtalen, til han havde været oppe på anden sal efter sine ting, krydset sig ud og gået de 500 meter hjem. Han lyste af stolthed. Så meget, at jeg måtte vende hovedet væk og tude en lille smule.

*Jeg glemmer at mærke min datters verden indefra. Jeg glemmer, hvor lille hun er, selvom hun vil bestemme alting hele tiden. I morges skreg hun og hoppede bag på cyklen,  fordi hun ikke havde ting med i børnehave. Så sagde jeg til hende, at der jo lå en isbjørneunge, der hed Pedro på hendes ben. Den bed hun ikke på. Så sagde jeg, at der lå en lille kaninunge på cykelsadlen. Den hed Fiffi og var sort. NEJ, der er bare en sadel, sagde hun, men smilte afmålt. Så jeg blev ved med Fiffi mig her og Fiffi mig der og aede den og snakkede til den, indtil hun med gråd i stemmen råbte: Fiffi skal IKKE med ind i børnehaven, og jeg måtte tage den usynlige lille kanin og sætte den ned på jorden og sige, smut så hjem til din mor. Først da slappede hun af.
Lille og bange for usynlige dyr.

2 kommentarer:

  1. Anonym5/10/2013

    Åh, du skriver så fint, smukt og sjovt. Og jeg har vist ikke givet mig til kende før, men har læst med i en rum tid. Med stor fornøjelse.

    *Maria R

    SvarSlet
  2. Tusind tak, fordi du skriver det. Det gør mig rigtig glad.

    SvarSlet