19. maj 2013

Pinsefest


Vi står ud af bilen midt i skoven på en sommerdag. Ved min svigermors hus. Børnene dufter af solcreme og forventninger og suser afsted over knasende grus, mens vi kigger op i den grønne kuppel mod den blå, blå himmel.
Og lydene af pinsefest, som vi kommer længere ind i skoven, ponyer, der vrinsker og børnene, der løber hurtigere og hurtigere ned mod alt det sjove, ned til deres farmor, der har bredt de samme gule liggeunderlag ud, som hun har gjort de sidste 15 års pinsefester, og alle er der. Hele familien.
Paptallerkener med kartoffelsalat, hvidt brød og pølser. Fadøl i plastikkrus. Det hele gør mig flimrende glad i al sin grimhed, og alle smiler og hilser, og så bliver der stille, for nu kommer syngepigerne. 
I store brusende prinsesse-kjoler og smukke hatte, hvis man ser det med lille M's øjne.
I mine er det et mere trist syn, afdankede damer presset ned i syntetiske kostumer på uklædelig vis.
Vi griner, mens de synger 'Kom med i lunden, så spidser vi munden.'

Lille M griner ikke. Hun vil hen til teltet.
Jeg går med.
Hun sidder helt stiller i mange minutter.
Jeg lukker ørerne og dufter til hendes nakke.
Gør mig umage med ikke at synge med, så jeg slipper for, at en af damerne kommer og stikker mikrofonen ind i mit hoved.
En lidt forhutlet mand står i udkanten af teltet.
Hans hud ser træt ud, håret er langt og filtret og der er pletter på hans sorte fleecejakke, der virker malplaceret i den bragende sol.
Han synger med og vrikker næsten umærkeligt med den ene skulder.
Nu går den tyndeste af damerne hen til ham.
Jeg kan næsten ikke bære det.
Hun stikker mikrofonen ind i hovedet på ham og vrikker overdrevet frem og tilbage med hele kroppen. Det står i grel kontrast til hans generte skulder.
Han synger med en næsten uhørlig stemme.
"Kom med i lunden, så spidser vi munden...og synger den gamle sang om kærlighed..."
Og damen bliver ved med at vrikke voldsomt frem og tilbage som en insisterende viser, og jeg ved ikke, hvordan hun formår at holde mikrofonen så stille, men det gør hun. Alt for stille, alt for længe, og han vil gerne væk, kan man mærke, men i stedet synger han, næsten hviskende.
Lille M er stadig måbende, stille.
Hun vender sig om og hvisker i mit øre:
"De er flotte."

Jeg lokker hende med tilbage til de andre, og hun går med J ud og rundt på pladsen, og de får penge, de kan købe ting for. Jeg ved, de kommer tilbage med fedtede bamser, og det gør de sammen med fire perlearmbånd til 2 kroner stykket, der nu pryder J's arm. Han er stolt.
Han har fået en træ-honningske presset ned i pris. Fra 40 kroner til 6. Han lægger den forsigtigt ned i min taske.
De får is og popcorn og sodavand, og solen skinner ned på os, og B kommer stolt tilbage fra det lille loppemarked med et topnøglesæt og en fedtet køkkenmaskine, han skal bruge til at lave pølser med, og jeg smiler og kysser ham og synes, det er lidt klamt, men han ser så glad ud der i solen, og jeg er rig i den grønne kuppel med plastikkrus og fedtede bamser.
Nu spiller et nyt band i teltet.
Lille M vil gerne derind.
Vi sætter os på en stol, og jeg kigger på hendes fine fletningsfrisure og dernæst på bandmedlemmerne. Midaldrende mænd i fornuftige sandaler, og de der bukser, man lige vupti kan lyne af til shorts, og damen der synger må hele tiden gøre tegn til, at de skal dæmpe sig, for man kan ikke høre hende. Trommeslageren ligner en glad hvalp i al sin gammelhed, mens han bare tæsker på trommerne, og nu kommer den: Kald det kærlighed.
En mongol sætter sig ved siden af os og siger HEJ på en måde, så jeg bliver glad ud i fingrene, og han synger med så højt, at det næsten overdøver sandalerne deroppe, og lille M kigger lykkeligt på ham, og jeg må bide mig selv hårdt i kinderne for ikke at sprutte af grin og fornærme resten af teltet, der sidder og vipper i takt med fødderne og synger med på en mere afmålt måde end vores sidekammerat.
Efter sangen rejser han sig op, vores ven, og guitaristen råber: Hej Jonas! Godt du er her.
De giver hinanden et kram.
Jonas har en rød mulepose.
"Kærlighed" står der på den.
Med store lyserøde bogstaver.

20 kommentarer:

  1. Anonym5/19/2013

    Som at være der selv. Halvfuld og med fornemmelsen af røde pølser og kartoffelsalat i maven. Og græs indenfor i teltet, ikke? Den duft. Glad. - Tak for skønne billeder. /@emiil

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Emil. Tak fordi du gider skrive sådan noget.

      Slet
  2. Du er god.
    Og herregud. Vi er lallede, begge to, denne søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja helt lykkelig. Dagen efter regnede det fra morgen til aften. Det lagde heldigvis en dæmper på det lyserøde.

      Slet
  3. Du bliver simpelthen nødt til at afsløre i hvilken skov den pinsefest bliver afholdt. Har aldrig råd til smukfest i bøgeskoven, men tænker dette kunne være et alternativ!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ved Hammermøllen. Men jeg ved ikke helt, om jeg sådan på den måde vil anbefale det som en ligefrem musikalsk oplevelse.....

      Slet
  4. Lene E5/19/2013

    Du skriver så fantastisk.

    SvarSlet
  5. TAK fordi du delte dit lykke-sus.... netop hvad jeg trængte til sådan en regnvejrs pinsedag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, søde trofaste By myr.

      Slet
  6. Anonym5/20/2013

    Er lige faldet over din blog og er i fuld gang med at læse den fra starten. Men måtte lige springe frem til "nutiden" og skrive en kommentar til dig: Tak! Du er skøn at følge - og meget meget morsom. Glæder mig til alt det, jeg har til gode (er kun kommet til maj 2011). Kh Rysse

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er mærkeligt og fint at tænke på, at du sidder og bladrer mit liv igennem. Det burde jeg også selv gøre en af dagende. Og velkommen til! Hedder du Ann?

      Slet
    2. Anonym5/26/2013

      Nej, jeg hedder Helle. Men Ann er da et pænt navn...? :-)
      Og ja, jeg kan godt forstå, det er mærkeligt. I min kommentar skrev jeg faktisk til sidst "Er det okay, at jeg forholder mig til dit liv som skønlitteratur?" Men så slettede jeg den, fordi det lød åndssvagt. Men ER det okay...? :-)

      Slet
    3. Mærkeligt på en god måde. Og ja. Det er meget okay. For det gør jeg jo faktisk også selv i min måde at skrive på. Jeg er bare virkelig, virkelig glad for, at der er nogen, der bliver underholdt af det. SÅ det er faktisk mere end okay!

      Slet
  7. Ja, pinsefest på Hammermøllen. Vaflerne er gode og resten lige som du beskriver så malende.

    SvarSlet
  8. Ja, pinsefest på Hammermøllen. Vaflerne er gode og resten lige som du beskriver så malende.

    SvarSlet