6. jun. 2013

Manden bag forhænget og en ny vammel lyd


B og jeg har altid nogle virkelig gode samtaler på badeværelset om morgenen, inden børnene vågner. Jeg tager tøj på og ordner, mens han står inde bag bruseforhænget. Der er på den måde en svag antydning af katolsk syndsbekendelse. Men ikke så meget i samtalerne. I morges lød det sådan:

M: Der var godt nok mange hipsters på 'Madsvinet' i går. De får mig til at føle mig meget jysk og gammel.

B: Det er fordi, der står i deres reglement, at de skal få folk til at føle sig meget jysk og gammel. (Hans stemme har en let myndig klang.)

M: Men jeg forstår det ikke. Der var en af dem, der havde fedtet page og langt skæg. Han lignede Johnny Madsen, og alligevel havde han masser af smarte venner.

B: Det er fordi, de allesammen skal ligne noget, der lige er kommet ud af vildmarken. Bon Iver er alle hipsteres Fader. (Hans stemme bevæger sig over mod ekspertens kraftige.)

M: Men hvad har pigerne så egentlig på? Bare smart tøj eller hvad?

B: Hun-hipsteren har generelt meget løst tøj på, fordi hun ligesom han-hipsteren *slet slet ikke* går op i sit udseende. (Her har han taget rollen så meget til sig, at han lyder som en speaker fra et dyreprogram. Han bliver grebet af sin egen hipster-ekspertise og fortsætter:)

B: Hipsteren er generelt præget af weltschmertz. En nobel weltschmertz, der tit handler om tabt kærlighed eller en kræftramt far. Det er derfor, de ikke har så meget humor eller selvironi. Det er lidt ærgerligt. Men de er heldigvis gode til at hygge sig.

Jeg ved ikke med jer, men jeg føler mig meget klogere nu, efter at jeg har spurgt manden bag forhænget til råds. Sig til, hvis I har ting, I gerne vil have afklaret. Så nakker vi Hjemmets 'Kære John' og laver den til 'Kære mand bag forhæng.'

***

Jeg hidser mig dagligt op over lyde, og har før belemret jer med mit had til især *synkelyden*. Det er f.eks. også meget svært for mig at sidde og spise morgenmad med mine børn, når de spiser havregryn med mælk og slubrer så meget, at jeg får lyst til at uddele straf-lussinger. Men nu har jeg fundet en ny lyd, jeg simpelthen ikke kan udstå.
Jeg hører P1-morgen på vej til arbejde, og sommetider kan man så høre værten trække vejret ind gennem næsen.
Åh gud, jeg bliver hidsig nu bare ved tanken.
Den der let pivende lyd, og SÅ kan det nok være, jeg bliver hevet med på tur op gennem et fremmed menneskes næsebor, for fissan, der er ikke meget, jeg har mindre lyst til.
De sidder sgu da heller ikke og plupper pøller for åben mikrofon.
Må jeg bede om lidt intim-fred!

16 kommentarer:

  1. Jeg tillader mig at citere din geniale mands geniale beskrivelse af hipstere på min Facebookside. Jeg ville elske flere af den slags kloge ord :D

    SvarSlet
  2. Citér endelig manden bag forhænget. Det vil kun gøre ham endnu mere ekspertagtig. Jeg tænker over et nyt vigtigt emne, jeg kan tage op med ham!

    SvarSlet
  3. Lad ham give os et andet ord end "kønskrans" (adr adr adr, garanteret en åndsbollet mandsperson der er kommet med det.....)
    Manden bag Forhænget har helt sikkert et svar på det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg skal spørge ham. Han har svar på meget, og det er altid sandheden, han prædiker.

      Slet
  4. tror min kæreste skal skubbes ind bag forhænget, når vi skal "snakke alvor"..

    gir sikkert en helt anden dynamik :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det giver noget helt særligt. Jeg serverer også de mere trælse ting, når han står der under den dejlige varme bruser. Det er som om, de glider lettere ned....

      Slet
  5. Jec et SÅ meget med dig lydmæssigt. Min datter har veninden fra helvede på den front. Jeg må gå, når de spiser frokost sammen. Jeg tror nærmest, hun anstrenger sig for at være mest muligt lydklam!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg får næsten kvalme ved tanken om et barn, der er lydklamt. Men alligevel bliver jeg også lidt nysgerrig. Måske du kunne prøve at optage det?

      Slet
  6. Hvor fantastisk at have sin helt egen brevkasse-mand bag forhænget:-)

    Mon han kan fortælle mig, hvor alle informationer og datoer forsvinder hen, så snart de er blevet serveret for min mands hukommelse. Er der virkelig helt sort i den indre kalender, som han proklamerer? Eller er det slet skjult dovenskab, fordi han ved jeg alligevel husker det hele?

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige det spørgsmål vil jeg faktisk RIGTIG gerne have et svar på fra Manden Bag Forhænget. Har på fornemmelsen han kommer med et meget svævende svar....

      Slet
  7. Altså. Jeg skal bare lige være med her. Det, du opponerer imod, er altså, at radioværten trækker vejret? Ahem?

    Spørg ham hvorfor den samme røvkedelige madpakke eller det samme røvkedelige måltid mad virker mere appetitligt, når andre har lavet det? Hvad er der galt med min egen mad? Jeg gør det godt, hvorfor vil jeg hellere have alle de andres?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, værten må selvfølgelig gerne trække vejre. Alt andet ville være værts-plageri. Men for Guds og min skyld:Altid Gennem Munden. Eller hvis det skal være gennem næsen, så sørg lige for at fjerne diverse 'humpler'(jeg brækker mig) inden, så luften ikke skal KLEMME sig PIBENDE forbi alt muligt INDE i næsen.

      Jeg skal nok spørge ham. Men jeg forstår dig ikke helt. Jeg tror, jeg har det lidt omvendt. Sammenkogte rette andre har lavet, kan godt skræmme mig. Kød og hvad ved jeg - i skjul.

      Slet
  8. Anonym6/12/2013

    HAHAAAAAA! Åååh, Maria, jeg elsker dig! Er du KLAR over hvor sindssyg jeg er blevet af dén næselyd??!??! Ej, hvor jeg dog bare ikke gider være så tæt på hans næse! Jeg troede jeg var den eneste der var så hysterisk, men TAK fordi du er med mig!

    Og 'Kære mand bag forhænget'-konceptet vil jeg glæde mig til at benytte mig af, når jeg bliver i tvivl om noget.

    Jeg bliver simpelthen i totalt top-humør af at læse den her blog. TAK!!!

    Kh
    Lene K

    SvarSlet
  9. Jeg vil gerne vide fra Man behind Curtain hvorfor tyskerne kan gå amok i store syng-med-set-ups (i stil med dem på Bakken, bare på steroider) hvor ALLE samfundsgrupper og aldre fråder med i titusindvis, som om det var orange scene på Roskilde. Hvad sker der i tyskens hoved? Har målløs set til fra sidelinien i ny og næ (=gloet med på tv).

    SvarSlet
  10. Mine børn og jeg er lydklamme, når vi spiser. Undskyld. Jeg ved det godt. Men kan ikke stoppe det. Det er noget med nydelse inde i munden. Undskyld igen. Jeg har brugt det meste af mit liv på at være meget bevidst om det, og forsøge at stoppe det. Det lykkes ikke. Til gengæld elsker jeg mine børn for det. Og snuser dem i håret, når jeg bemærker os.

    Kan også godt lide din mand. Og dig.

    Og kønskrans er så langt ude, at jeg har nægtet at kommentere på det. Til nu.

    SvarSlet
  11. TIL GENGÆLD BLIVER JEG SINDSSYG OVER LYDEN AF LUFT DER SKAL TVINGES OP I DE NÆSEBOR OG PRESSES FORBI DIVERSE HUMPLER

    SvarSlet