4. jul. 2013

Hvis der findes en Gud, hedder hun Bente

Man siger, at lykken kommer i små glimt. Ja. Men hvem bestemmer, at de ikke varer længere?
Det gør Bente.

Bevis:
Jeg var alene hjemme med lille M her til morgen. B tog på fisketur, før vi andre havde fået øjne, og J er på koloni.
Hun er så fin min lille pige, og jeg elsker at sidde helt tæt sammen med hende og spise morgenmad og snakke om alle de mærkelige ting, der fiser rundt i hendes hoved.
Hun hvisker, når hun fortæller om de slatne tusindfryd i læssevis, der ligger i en kop med vand. Det er en overraskelse til J, fordi hun savner ham.
Jeg trak cyklen med hende i børnehave. Solen skinnede og varmede på en måde, der vækkede minder om min mors hånd, der varmt aede min barndoms kind, lige inden jeg faldt i søvn.
Jeg var i så godt humør, at jeg bare måtte synge, og min lille skat sad der omme og så glad og tilfreds ud.
Et glimt af lykke, fik jeg, og jeg gik og tænkte på, hvor fantastisk alting er. Mit arbejde, menneskerne i mit liv og det, at jeg om to dage befinder mig i huset i Sverige.
Lykkesnaps.

Lykkehaps.
Så ringede jeg til lægen, mens jeg kørte til arbejde. Et på alle måder godt tidspunkt, fordi modtageren så hører, hvordan man pruster og træder hårdt til i pedalerne.
Men jeg tænkte, at det ville være overstået på et splitsekund, som det plejer. Sidsel var der ikke, og så trak jeg nitten. Eller Bente.
Hun er lidt led, hun gør mig bange med sin skrappe stemme, også når børn skal stikkes.
Jeg kan ikke lide Bente.
Men hende var det, jeg fik i røret, og så blev der stille, og nå.
Der er sørme celleforandringer.
Så stod jeg af cyklen.
Senere ringede jeg til Bente igen.
For jeg forstår ikke helt, hvad det er, og jeg blev ærligt talt lidt bange.
DU HAR IKKE KRÆFT, råbte Bente ind i røret, og det er jo betryggende.
Nu skal jeg til gynækolog.
I Herlev.
De bad mig tage et par smertestillende inden.
Og jeg ved da godt, at det hele er såre normalt, at jeg bare skal tage det i stiv arm.
Jeg synes bare godt, Bente kunne have valgt at lægge denne rædsel af en aktivitet på en anden dag end på min sprøde lykke-dag. 

5 kommentarer:

  1. Argh øv. Forstår godt gyset, men vi stoler på Bente. Selvfølgelig er det ikke kræft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv med Bente, men til hendes forsvar skal lige siges, at der ALDRIG findes en rigtig dag for celleforandringer. Heldigvis er der normalt LANG vej fra celleforandringer til cancer, men det skal tages alvorligt og fjernes. Har selv været der og fik klippet nogle forandringer væk for en del år siden og der har ikke været mere bøvl der.

      Slet
  2. Jeg kan alligevel godt lide Bente for at brøle "Det er ikke kræft!". Jeg tror hun er en knag. Inde under alle hendes dårlige vibes. Og find nu roen og ligevægten igen. Og hold dig til det Stella Dea skriver. Smæk-kram.

    SvarSlet
  3. Bente blev min prügelknabe, det indrømmer jeg. Var til gynækolog i går. Det vær rædsomt som den slags er, men den søde dame forsikrede mig om, at det værste, der kan ske er et keglesnit. Nul cancer. Så jeg er rolig igen. Tak for jeres søde kommentarer.

    SvarSlet