9. sep. 2013

Diva-skeen i skuffen

Det er underligt, som der er nogle ting, der bare er døde og ligegyldige. Måske har de en funktion, måske har de altid været der, måske slår man sig tit på dem, og dermed er de på vippen til at blive hadet, men mest er de bare kedelige og sjælløse. 
Så er der andre ting, man kommer til at holde af, fordi der knytter sig en historie til dem, og ens kæreste vil måske gerne smide dem ad hekkenfeldt til, men man råber NEEEEEEJ, med gråd i stemmen, for så dør historien jo også, man smider nærmest et stykke af sig selv ud.

Så er der ting, der får tiltusket sig opmærksomhed uden egentlig at fortjene det synderligt.
Sådan er den her ske. Det er en helt almindelig teske med den eneste lille afvigelse, at dens skaft er langt.

Første gang, jeg stødte på skeen var i min farmors kolonihavehus. Hun havde sådan en hyggelig lille stue med rød- og hvidternede gardiner, og der lugtede af kaffe, parfume og cigaretter. Hun var raffi i tøjet af sin alder. Hun havde f.eks pink læderbukser. Hendes hår var ildrødt, og hun grinede på den der hvæsende måde, rygere gør.
Farmor vidste en masse om kunst og var temmelig kultiveret - også i egne øjne. Hun havde en særlig aura om sig, og måske var det den, der smittede af på skeen. I hvert fald lå skeen der og så så langhalset og elegant ud i bakken med bestik, og jeg valgte altid den.

Senere var jeg skide ligeglad med skeer, men alligevel havnede den på en mærkelig måde hos mig, da kolonihavehuset blev solgt, og jeg flyttede hjemmefra. Og jeg må indrømme, at jeg følte mig smart og café latte-agtig, når jeg sad der i min et-værelses på Østerbro og rørte rundt i mit høje glas med kaffe.

Nu ligger skeen i skuffen i mit voksenhjem, og jeg er begyndt at se på den som en jordslået skjorte, der lugter af hengemt mår. Men kan jeg slippe af med divaen? Nej. For børnene er besat af den og har lavet et system, så de skiftes til at have den om morgenen til havregryn.
Hvis den er beskidt og i opvaskeren, tager de den frivilligt ud og vasker den.
Ikke om jeg begriber, at en ske kan få så meget opmærksomhed i sin levetid. Bare fordi den er lang i det.
Typisk, at de høje ALTID skal tiltrække sig rampelyset, mens vi kortlemmede kan ligge der ubrugte hen.
Pfhhh.
Måske ryger hun ud af vinduet en dag, diva-skeeen.
Sådan nogle gimper kan jo godt lige pludselig forsvinde.....








13 kommentarer:

  1. Det er en marmeladeske. Perfekt til at tage syltetøj op af glas med uden at blive fedtet på fingrene.

    SvarSlet
  2. Javel. Så det er divaskeens sande formål..... Jeg kan ikke fordrage marmelade, så den må tage straffen og nøjes med havregryn

    SvarSlet
  3. Det er da godt, at børnene kan drage omsorg for skeen, når du bare giver den en kold skulder. Nå.

    Man skal altså behandle sine gamle flammer med respekt, at du ved det.

    (Jeg havde engang en yndlingsgaffel, og på mit arbejde har vi en magen til. Én. Og den vælger jeg.)

    SvarSlet
  4. Du skriver bare så skingrende godt og rammende. Og sjoooovt:) Ligger gerne flad af grin. Denne gang er jeg bare betaget af diva-skeens skæbnehistorie.

    SvarSlet
  5. Sådan en har min farmor faktisk :-) Den er da ret fin!

    SvarSlet
  6. Ting med en historie har det bare med at hænge ved.

    Da min farmor og farfar døde var der EN ting som alle vi efterladte nærmest slåssede om: En gammel "Ole" kop! I et hjem, der var spækket med kunst og designermøbler
    Men alle vi 22 havde hver især haft det som vores kaffekop, når vi var der og mente sig mest berettige til at få den.
    (Selvfølgelig fik jeg den ikke!)

    SvarSlet
  7. Du kan købe en håndfuld langhalsede divaskeer i IKEA for ingen penge... så kan du smide dem ned til hende, så er hun færdig med at føle sig som noget særligt!

    SvarSlet
  8. Fantastisk indlæg med så megen liv og indlevelse i en beretning om en ske. Du besjæler diva-skeen så fint, at jeg næsten sidder og spekulerer på det næste kapitel i dens historie.

    Hvor er det rart at læse tanke-brudstykker som dette.

    SvarSlet
  9. Jeg skulle lige til at skrive det Katrine lige skrev. Hvis udbuddet er rigeligt, blegner efterspørgslen ofte.
    Du kan eventuelt overdrive med de langskaftede plastik marmelade teskeer i sprøde pastelfarver fra søstrene Grene. Så er diva-skeen glemt før du kan nå at stave til phtalater :)

    SvarSlet
  10. Min bedstemor havde et prinsesse glas. Det kaldte vi det i hvertfald. Det havde en lille bitte stilk og var ikke ret stort - i bedste fald kunne det vel gå for at være en stort portvinsglas. Men det var MIT glas, når jeg var hos bedste. Nu er bedstemor borte, men glasset er havnet hjemme hos mig. Det bliver ikke brugt ret meget mere, jeg har 2 drenge som ikke kan se det fantastiske i et høj rød prinsesse glas på lille stilk. Så jeg drikker selv af det engang imellem. Mest når ingen ser det...for det er jo lidt fjollet. Men alligevel også lidt fantastisk...For så føler jeg lidt at jeg sidder der i bedstes fine stue med mit prinsesse glas og bedste er lige dér ved siden af mig :-)

    SvarSlet
  11. Trine B9/25/2013

    Der er så stille i maskinrummet. Og det er ærgerligt, for du skriver så vildt meget bedre og vigtigere end de fleste i blogland ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke en dejlig kommentar at finde på en søndag! Tusind tak, Mette. Jeg håber også selv, der kommer lidt svung i svensknøglen igen nu :)

      Slet
  12. For fanden jeg elsker dine indlæg. Og specielt dette. Elsker.

    SvarSlet