5. sep. 2013

Forstuvelser

Kender I mon det, at en række begivenheder eller bare en lidt for hård indre tone kan ende med at forstuve selvtilliden?

 Så ligger den dér forslået og hævet og vånder sig, mens hylsteret, kroppen, bevæger sig rundt mellem andre mennesker og ting, som den plejer. Eller ikke helt som den plejer, for huden er lidt tyndere, og pludselig lægger man måske i et stille øjeblik, hvor man holder i sin bil for rødt, mærke til en kvindes bluse uden på en mave, der hæver og sænker sig som en pumpende, kødfuld maskine, og man sider der forslået og fyldt med ømme pletter og mærker med hver indånding, at man når alt kommer til alt er taknemmelig for at være i live.

Filtrene er vasket væk, og man kan pludselig høre sin egen stemme, som den i virkeligheden lyder og stort set altid har lydt. Man kan høre den lillebitte pige, man engang var, og ud af det vokser der måske en lille fin kærlighed til det, man er helt inde, hvor man er grim, ynkelig, bange og blot en pumpende maskine, der når alt kommer til alt fungerer optimalt, så længe den bare holder en i live.
Så har man skrællet alt fedtet fra, al hurtigheden, ligegyldigheden, tidsspildet og forfængeligheden, og så gælder det om at trække vejret dybt og huske indblikket, inden forbindingen ryger af og alt igen sander til i hverdagens stegefedt.
Tror det er fint, hvis man forstuver selvtilliden ca. en gang om året. 

5 kommentarer:

  1. Ja, Maria, det kender jeg. Og jeg er helt sikker på, at du har ret. Jeg sad med hende i hånden i aftes hjemme i stuen, hende den lille-bitte pige, jeg engang var. Og aede hende blidt på håret. Nu husker jeg det lidt bedre.

    SvarSlet
  2. Jeg kender det og jeg er enig. Jeg tror bare at jeg forstuver den lidt oftere end en gang om året.

    SvarSlet
  3. Jeg kender det også. Det er så godt ramt. Du er helt og aldeles sublim i din måde at beskrive det på. Og det er så rigtigt, det med at man når helt ind, for det er man ligesom pinedød nødt til, for at kunne hele op igen. Jeg ser nogle gange mig selv som et øde vulkanlandskab efter sådan en "forstuvning". Op af størknet lava kommer der lige så forsigtigt nyt liv. Mikroskopiske planter. Og man føler det hele. Hvert livstegn indefra. Ved ikke om du kan følge mig. Fik bare lyst til at beskrive hvordan jeg har det, når det hele har været gået i hårdknude indeni. Krams.

    SvarSlet
  4. Tusind tak for jeres fine kommentarer! Det er så fint at mærke, at jo - der er faktisk nogen derude, der har det helt på samme måde. Tak!

    SvarSlet