29. sep. 2013

Lille rytter søges


Somme tider tænker jeg, om jeg skulle sætte en annonce i den lokale avis. Lille rytter søges. Til at tøjle løbske tankeheste i relativt velfungerende hjerne. God løn gives. 
Men så glemmer jeg det, og så tænker jeg på alt det B har oplevet i Kina og levende skruptusser i supermarkeder, små pakker med andetunger lige til at stoppe i lommen, folk der stinker, prutter og bøvser ud over det hele. Det interessante ved at se ting udefra, der opfattes som naturligt indefra. Kinesere, der kan drikke en øl, så ørler de, og barene er tomme kl. 21. Månefest. 
Så tænker jeg på, at vi mangler eksotiske traditioner i Danmark. Hvorfor gror vi f.eks ikke karse i vores hovedbund, hver gang det er den 12. november? Det ville da peppe en skiden dag gevaldigt op.
Så fortalte Bs søster om en mand, der fik dispensation til at hovedbeklædning på i sit pas. Det er et dørslag. Fordi han tror på The Flying Spaghettimonster og derfor beskytter sit hoved, og det er  en religion, vel nok en satirisk udgave. De har intet reglement, men kan godt lide øl og fridage.
Måske skulle man selv finde på en religion og piske en hysterisk stemning op. Det kan jo være hvad som helst, når man kan tro på et spaghettimonster, og kan I huske hende amerikaneren, der forelsker sig i ting og er gift med Eiffeltårnet? Der er uanede muligheder. Selv ville jeg måske vælge at dyrke stiftblyanter lidt mere, de bliver behandlet med en godt portion ligegyldighed, synes jeg. Vasketabs til opvaskemaskinen får måske heller ikke helt den opmærksomhed, de har krav på. Skærebrætter lægger også ryg til meget, måske man skulle hive dem ud af deres sammenhæng og behandle dem med en vis ære. Kære skærebræt, du som står i en lille portion krummer op af siden på køleskabet, jeg elsker dig. 
Pruuuh heste, rolig nu.
Jeg skal faktisk ud og cykle en tur med min familie.
 

10 kommentarer:

  1. Genialt indlæg!

    SvarSlet
  2. Fantastisk! Intet mindre :)

    SvarSlet
  3. Anonym9/30/2013

    Ha ha - tak fordi du gjorde min helt almindelige maaaandag meget sjovere!
    Hilsen Katrine (hvis skærebrætter har præcis samme placering og skæbne - ikke at jeg havde skænket det en tanke tidligere...)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej. Men det er jo også det, der er galt. Stryg dit skærebræt kærligt over ryggen i dag. Det tror jeg er vejen frem!

      Slet
  4. Hvis du gør alvor af det med stiftblyanterne, så gå efter H-stifter. Ikke HB og for alt i verden ikke B, det er noget værre fedtværk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Virkelig? Jeg sværger til HB. Jeg synes, H knækker for et godt ord. Sådan er man så forskellige!

      Slet
    2. Ja, jeg er faktisk også på HB-holdet. Men jeg trykker også meget hårdt, når jeg skriver. Nu bliver vi nødt til at dele religionen op i tre undergrupper.......

      Slet
    3. Det bedste, jeg nogensinde gjorde for mine studienoter var at skifte fra kedelige 0.5 HB til 0.7 B. Mine noter blev rundere og blødere og venligere at se på, og en meget større fornøjelse at tage og sidenhen læse og bruge til eksamen.

      Kærlig blyants-hilsen fra Stud.Polyt.'en

      Slet