24. okt. 2013

Paranoia

Jeg kørte hjem fra skrivegruppemøde i Skodaen i går aftes. I mørke og regnvejr. Jeg ved ikke, om det var alle de krimier vi diskuterede, der gjorde det, men jeg fik chok på chok på vej hjem. For så var vinduesrammen et menneske og UH pas på, du ikke kører IND i HAM! Så var GPS-holderen et menneske og waaah! Og så videre. Det var temmelig anstrengende.
Så kom jeg til at tænke på, at det egentlig må være svært at køre bil, hvis man har diagnosen paranoia. Eller hvis man er skizofren og hører stemmer?! KØR SÅ TIL VENSTRE, råber de måske, og man drejer skarpt, og nej, nej. Jeg bliver svedig ved tanken. Det er svært nok at køre i bil i forvejen for sådan nogle som mig.

Jeg kom til Vesterbro uden at skade hverken mig selv eller andre (HÅBER JEG!). Helt utrolig overraskende var der ikke nogen parkeringsplads i min gade, det er så dejligt, når man skal drøne rundt i gade efter gade og lede efter en rådden plads. Særligt, når man ikke har det så lækkert med parallelparkering samtidig med, at der kommer små sorte mænd ind i synsfeltet hele tiden, der ikke eksisterer.

Godt opfyldt af almindelig træthed og let paranoia fandt jeg en plads alt for langt væk, og hvad sker der så? To fulde apparater kommer slingrende og råbende og dinglende imod mig, og i sagens natur tænker jer: Så er det slut. Det er simpelthen forbi nu. Kignedijordenkignedijorden. Nu får du tæv, Maria. Gamle jas, så får du da også prøvet det.
Jeg gik meget hurtigt forbi dem. Og ja - selvfølgelig stoppede de mig. Det vidste jeg jo.
- HEJ! Sagde den ene let savlende.
- hej sagde jeg med bankende katastrofealarmshjerte.
- DÅ ER GÅDT NÅÅÅK KØN! , sagde fuldemanden så.
- tak sagde jeg, og så var paranoiaen ligesom kureret for denne gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar