10. nov. 2013

Cirka 5 på Richterskalaen

To ting, har fået mit hjerte til at skælve et minut her i weekenden.

1) Var til dans med lille M. Vi skulle være flyvere. Den lille flyver skulle lande oven på den store. Så lå jeg helt fladt på maven med næsen ned i det støvede dansegulv, og jeg fik øje på hendes lille hånd på min arm. Koncentreret med strakte fingre og helt korrekt flyverplaceret. Det nye, bløde, lyse mod min halvslidte arm. Med brændar og dér stak Anders fra klassen stiftblyanten ind og efterlod et mærke for evigt. Hendes håndflade så tillidsfuldt og blødt afventende dér på min noget mere verdensskeptiske arm. Det var i det lille minut, vi lå der, at mit hjerte skælvede og jeg sugede følelsen af hendes lille krop til mig -  så glad og ivrigt formet som en flyvemaskine oven på mig. Jeg håber, jeg husker det altid.

2) Jeg elsker sorte tuschpenne. Det er den der perfekte, styrbare streg, man kan forme. Jeg savler en lille smule hver gang, jeg køber en ny. Og det gør jeg tit, for de bliver væk. Men der er én. Den har et særligt blødt greb, næsten velouragtigt. Proppen er gennemsigtig og ligesom længere end de flestes. I morges da jeg lavede kaffe, fik jeg øje på den på gulvet ved siden af min taske. Da skælvede mit hjerte igen. For den dukker altid op. Ind af det blå, ud af det blå. De andre penne kommer og går, men den her - jeg finder den altid igen og har efterhånden gjort det i ti år, tror jeg. Den er ikke så god længere. Men hvad gør det, når den ligger der på gulvet og lyser langt væk af : "Bare rolig, Maria. Jeg har din ryg ligemeget, hvad der sker"?

10 kommentarer:

  1. Eyy jeg valgte så at begynde at tude da jeg læste dit indlæg.. Første afsnit med din datter - så fint og smukt beskrevet.. Jeg tror hun elskede det lige så højt som dig ❤️ Tak! Du røre mig! Tak ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, jeg tror, vi begge suger det ind på en eller anden form for mor/datter-konto, der måske kan sikre, at vi ikke råber HELT lige så meget af hinanden om ti år. Men det er måske en naivt håb...

      Slet
  2. Smukt! Og virkelig rart at vide at man ikke er den eneste med et bly(ant)-mærke for life:)
    Jeg glæder mig til min søn bliver stor nok til at flyve <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Når alt kommer til alt, er jeg faktisk lidt stolt af mit blyantmærke. Jeg føler mig sådan lidt pirat-agtig. Uden at have noget at have det i, men alligevel....

      Slet
  3. Hvor fint skrevet.

    Og fra en fellow lover of tuschpenne og skrivedimser; hvad ér det for'en!?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ibber, Ibber, den er så gammel, at mærket er slidt af, og det huer mig virkelig ikke. Den er fløjlsblød, siger jeg dig. Og jeg har ikke set en magen til nogen steder.....

      Slet
  4. Du skriver så fint. Når jeg læser første afsnit om din datter, kommer jeg til at tænke på mit yndlingsindlæg herinde: Det med din datter og den dårlige samvittighed, afladskøb i H&M og klapvognen på Strøget. Det ramte så præcist de følelser, jeg selv har haft som mor, og så var det bare så smukt skrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sjovt, for jeg tænkte selv lidt, at det kom fra samme bløde center inde i mig. Det gør mig virkelig glad, at du kan huske det. Tak for det.

      Slet
  5. Du skriver fuldstændig enestående. Tak for deling.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fordi, du gad at skrive det.

      Slet