20. nov. 2013

HVERDAG

Så stod min mor og jeg i hver vores ende af dynebetrækket og lod det blafre overdrevet mellem os, fordi min søster legede, hun krøb i ly for regnen under det. Min mor lærte mig pædagogisk og tålmodigt, hvordan det bedst lod sig gøre at folde det store stykke stof.

Siden har jeg bare gjort det, lagt det sammen vupti og lidt krøllet og stoppet det ned i kisten til det andet sengetøj. Men så forleden ville lille M være med, og jeg viste hende, hvordan man kan stå med dynebetrækket mellem sig og folde, hjørne mod hjørne og frem mod hinanden. Hun så lykkelig ud. Som om, det var det sjoveste, hun længe havde prøvet, og jeg fattede pludselig, at den slags er bindinger, knudepunkter, tryghed. Denne ligegyldige hverdagspraktiske info man overleverer.
Min mor er jo f.eks stadig med mig, når jeg skubber mine neglebånd ned med håndklæddet LIGE efter badet, hvor de er bløde. Og min far er med, når jeg ALTID starter med at tørre mit hår med håndklæddet, for ellers bliver din krop jo bare våd igen, Maria.
Andre knudepunkter, har jeg kasseret. Som at folde tøj ordentligt på sengen og altid lægge det på plads lige med det samme. Det er mit liv for kort til.
Men det går op for mig, at mit liv også er for kort til at fornægte det smukke i det praktiske, at jeg ikke altid kan hån-le af de små dumme hverdagsfif og ignorere dem, finde dem for grimme til at fylde på mine børn.
For de har jo også brug for knudepunkter, små tryghedssten i deres liv, der jo immervæk vil være fyldt med en masse hverdag. De kasserer måske det meste, men det er jo også netop det, de skal have muligheden for.  
Så nu vil jeg vise dem, hvordan man liiiiiige vrider karkluden op, eller liiiiiige kan fylde resterne i en frysepose, så man har til en anden god dag. 
Måske er det en sværere opgave, end først antaget, for jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at vrænge af hverdagens små tricks. 


PS: apropos hverdag, trafik må være det mest hverdagsagtige overhovedet, hader og elsker I så ikke, når man tager det der lille hop for at komme i gang på cyklen, men så rammer man ikke pedalen, og så ser man simpelthen så fjoget ud, fordi man faktisk bare tager sig et kækt hop dér midt på gaden, til ingen verdens nytte?

4 kommentarer:

  1. Åh, hvor kan jeg pludselig huske den andægtige følelse af at være med til at plukke sengetøj fra tørresnoren i haven og stå på græsplænen i solen og folde det sammen med min mor. Så stort og samhørs-agtigt at hjælpe med ting, der var vigtige for min familie. Alligevel blev jeg sådan en voksen, der bare stopper sengetøjet ned i skuffen uden at folde det den mindste smule sammen. Men det må jeg hellere lave om på, starting from næste kogevask, for nu er jeg pludselig mor til en fire-årig, som er vild med de der små bindings-knudepunkter i hverdagen, hvor hun får betroet vigtige opgaver som at skære æbler i både, hente mælken i køleskabet, dække bord og tømme bestikskuffen i opvaskeren. Ugerne omkring sin fire-års fødselsdag har hun tilsyneladende haft vokseværk i hjernen. Hendes humør har været aldeles eksplosivt, og man har næsten kunne høre synapserne blive dannet. Og pludselig holder hun op med at slå gnister, men kan og vil alt muligt nyt og sejt. Rydde op på sit værelse, for eksempel. Jeg må hellere se at støve de husmor-fif af, som min mor og bedstemor i sin tid lærte mig, og som jeg glemte, straks jeg flyttede hjemmefra og selv bestemte, om sengetøjet skulle foldes. Tak for en smuk beskrivelse af hverdags-knudepunkterne. Og for at minde mig om, at jeg skal genlære dem, så jeg kan lære dem fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik aldrig skrevet det, men jeg blev rigtig glad for din kommentar. Fordi den ramte lige ned i det, jeg mente.

      Slet
  2. Er med dig hele vejen..... ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, jeg elsker, når der er nogen, der er med mig, og så endda hele vejen!

      Slet