21. dec. 2013

Lange negle revet langsomt henover sandpapir

Der er noget nærmest magisk over ords magt over kroppen, og jeg har svært ved at begribe det. 
Når J fortæller om den dreng, der i skolegården løb med en plastikkniv i munden, og så skete der et uheld, så den blev trykket ned i hans hals, og man kunne se noget af kniven stikke ud her, og der var blod. 
Det starter som en susen i rygsøjlen, der sender klumper af blødgøringsmiddel ned i mine knæhaser. Så mærker jeg en nærmest kemisk sitren i svælget, der vokser til stort ubehag og udløser gen-ordene, STOP, jeg vil ikke høre mere. 
Og i dag.
Vi var i Herlev og bytte gaver med Bs bror, og sidst, jeg var der, var jeg til gynækolog, og da jeg læste byskiltet og lod ordet HERLEV bundfælde sig, kunne jeg mærke det der særlige ubehag ved at ligge blottet, ydmyg og med kolde metalredskaber langt inde i kødet. 
Fascinerende. 
Ligesom den barnlige trang til at løbe ud på toilettet og vende vrangen ud på mig selv, når nogen siger ordet OSTEHAPS. 

Tænk at bogstaver kan danne en så stærk knap, at et let tryk river et væld af billeder, følelser og fysiske erindringer med sig.

Betændelse.
Hudflager.
Moderkage.
Vat.
Gaflens porcelæshvinen. 
Varmt sommergræs.



1 kommentar:

  1. Væskende skinnebenssår.
    Kattelopper.
    Skrigende tavlekridt.

    SvarSlet