6. dec. 2013

Så hold dog kæft!

Når der nu findes rygeafvænningskurser og ludomaniafvænningskurser og pis mig i øret, hvorfor findes der så ikke smalltalkafvænningskurser? Jeg bliver så træt af at høre mig selv sige blablabla med det der lidt kække drag om munden.

I børnehaven til de andre forældre i garderoben.
" Ja, man kommer godt nok til at svede her, og så vil de ikke med hjem HAHAHAHAHAHA, nååååh, kommer I så også til julefesten? "
Haha, siger de og tænker: så hold dog kæft!, mens de skruer vinterstøvlen på barnet i en ruf og trækker afsted med flyverdragtsklumpen.

I bageren. En butik, der rent faktisk hedder BRØD.
"Ja, jeg vil gerne have et brød HAHAHAHA"
Så kigger de medlidende på mig og den klump af hagl, der har lavet en lille vatlignende kalot på mit hoved, mens de tænker: så hold dog kæft! Og sig, hvad du skal have.

I gården ligefør. I strid hagl. To mænd kom bærende med et køleskab.
"Nååååååh, skal I herind i storskrald, ja, haha, I har da godt nok valgt et glimrende vejr at bære et køleskab i, hva? HAHAHAHAHA! "
Så hold dog kæft! tænker de og siger hurtigt, ja haha, mens de løber i ly for hagl fra himlen og fra min mund.

Verden ville være et bedre sted - for mig, for dig, for alle - hvis jeg kunne holde min slibrige smalltalkkæft.
Lær mig det!

3 kommentarer:

  1. Neeeej, jeg elsker når folk smalltalker! Det gør altså hverdagen lidt mere interessant.

    SvarSlet
  2. ha ha ha.... nej du må ikke stoppe for jeg vil ha' flere indlæg som dette:)

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
  3. Hvis alle bare var som dig ... det er langt værre, når folk bare står og står - og glor. Mere snak og gerne af den sære slags! Jeg har teenagebørn - og så er det virkelig sjovt at smalltalke i offentligt rum - for de synes, man er så pinlig. Og så får man jo bare lyst til at sige endnu flere ting om brød og køleskabe og og og ....

    SvarSlet