1. dec. 2013

Til vi ses igen, November

Jeg tænker, at det ikke er tilfældigt, at man kan danne ord som 'nomb' og 'veer' af navnet på årets 11. måned. Jeg har stor respekt for dig, November. Som regel slår du mig i gulvet med din sure, grå karkludsnæve. Andre gange gør du mig til et lille barn eller en spritstiv teenager, der ligger og ulmer i sin alkohol-lage og kun siger dumme ting. I år var en blanding, men du var barmhjertig.

Måske på grund af min fremskredne alder gik du direkte i min autopilot, så jeg ikke længere kunne huske talemåder og sad der med alvorlig mine og sagde ting som 'olie på bålet' og 'krig på gaflen'. Og hvis ikke det havde været for dig, havde jeg måske heller ikke reageret på J's matematiklærers kommentar til en knækket lineal med en lang fortælling om dengang, jeg i ugevis legede mandarinsskrælsfabrik med Katrine. Hvor vi med linealens skarpe kanter skrabede og skrabede det hvide af skrællerne som små flittige arbejdsmænd, og for helvede, vi knækkede mange linealer på den indsats. Hun spurgte tørt, om jeg havde mange venner, siden jeg fandt på den slags. J's blik fortalte mig, at jeg skulle gå ud af klasseværelset på det tidspunkt, så det gjorde jeg. I en selvskabt sky af kunstig latter.

Den knasende autopilot fik mig også til at spørge min læge om underlige ting. 'Er der spændende influenzaepedimier i gang i år?'. Bagefter lagde jeg åbenbart mit sygesikringskort et sted på Vesterbro  i pant. Hvordan kan man kalde sig voksen uden det gule kort i pungen, og ville jeg overhovedet blive registreret som sådan, hvis myndighederne lavede stikprøver?

November, din uven, du har også skubbet mig i armene på et håbløst væddemål. Ingen slik på arbejdet året ud, eller jeg skal spise en mad med stærk ost. En straf, der giver mig tics i ansigt såvel som i mund og tarme. Åh, hvor jeg håber, din søster december viser mig styrke af mere voksen karakter.

November, din gamle hore, du har drukket mig fuld på den barnlige måde, hvor jeg f.eks. slog en grim vejrmølle lige foran alle mine relativt nye kolleger. Og på den lede måde, hvor min autopilot stod helt af, og jeg midt om natten kunne høre mig selv sige trælse ting til en hjemløs, der kvittererede ved at sige, at han godt kunne hjælpe mig med et sted at sove. Åh, November. Hvorfor forvandler du mig altid til en løs tand, der sidder og dingler i en ellers velfungerende mund?

Det gør du. Men i år fik du mig ikke ned med nakken. Du fik mig ikke til at føle mig som en slidt, grå og tynd lygtepæl ved navn Agnete. Et navn, der altid har været forbundet med metaltræthed i min indre ordbog.
Ingen Agnete i år, men måske lidt en flagrende Sussi-Brian på hhv. 5 og 58 år, naiv, dum og led i en pærevælling.
Tak fordi, du lod mig slippe billigt.
Jeg er spændt på, hvad du har i posen til mig næste år. Jeg satser på, at du i det mindste aldrig får mig anholdt.
Til vi ses igen, November.
Adjø.

7 kommentarer:

  1. Bravo! Jeg gad godt have en kollega, der slog vejrmøller. Hvis jeg selv kunne, slog jeg dem året rundt.

    SvarSlet
  2. Jeg gad også godt være sådan en, der KUNNE slå vejrmøller og gjorde det. Men allermest drømmer jeg om at kunne løbe ind i et lokale og lave 17 kraftspring i træk. Det kommer aldrig til at ske. Men tænk, hvis det gjorde!

    SvarSlet
  3. Trine B12/02/2013

    AV. Til november og fuldmandsvejrmøller og mærkelig snak til læreren. Du skriver, så det skærer og brænder og gør godt. Tak for det.

    SvarSlet
  4. Ha ha, tak fordi du endnu engang har husket og fantastisk beskrevet vores fælles - og meget vigtige - lege som børn. Den med mandarin-skrællen havde jeg (også) helt glemt!
    Kh Katrine

    SvarSlet
  5. Ællllsker dine indlæg - flere flere flere, hepper jeg!!

    SvarSlet